Uordentligt at bede landmænd om at disponere i blinde
Af Søren Søndergaard, formand, Landbrug & Fødevarer
Alle venter lige nu på en ny regering. Hver dag sit drama.
Som landmænd venter vi nok mere utålmodigt end de fleste. For vi står med en stor usikkerhed om, hvilke betingelser vi kan drive vores planteavl under det kommende år.
SVM-regeringen har med forligspartierne varslet, at en helt ny og ekstremt voldsom kvælstofregulering skal træde i kraft til nytår, midt i det kommende dyrkningsår. Det nødvendige lovgivningsarbejde ligger helt stille, så vi har endnu ikke set skyggen af de regler, vi kan forvente at skulle leve op til, når vi om et par måneder skal så vores marker.
Derfor er det også næsten surrealistisk at opleve Danmarks Naturfredningsforenings udmeldinger om, at vores bekymringer i landbruget er en ’dårlig undskyldning’. I bedste fald er det udtryk for fundamental mangel på indsigt i det praktiske landmandskab, i værste fald for kynisme. Især når det fra DN lyder, at der ”intet er, der forhindrer eller forsinker” udførelsen. Men altså – reguleringen er der jo ikke? Gødskningslov, reguleringssatser og bekendtgørelser mangler.
Den eneste anstændige og fair løsning er at opgive fremrykningen af den nye kvælstofregulering og lade den træde i kraft til næste år efter høst som aftalt i den oprindelige trepart.
Mine kolleger har siden den oprindelige trepartsaftales indgåelse i juni 2024 vist en enestående vilje til at levere. Politisk er der blevet kvitteret med blot at vedtage endnu strammere regler.
Og så er der det nationale sprøjteforbud, som der tegner sig et stort flertal for, uanset regeringskonstellation. Det er ikke baseret på en faglig vurdering, hvilket vi naturligvis fortsætter med at kritisere. Men den politiske virkelighed vil noget andet.
I Miljøministeriets rapport er der lagt op til, at et nationalt sprøjteforbud vil kunne ske som ’erstatningsfri regulering’, og man har talt om en samlet kompensation på 6,6 mia. kr. Det er meget langt fra de erstatninger, som statens egne taksationskommissioner er kommet frem til i tilsvarende sager.
Vi kommer til at gå all in på at sikre lodsejerne fuld erstatning og forsvare den private ejendomsret. Alt andet vil være helt uhørt. Og vi har nogle af landets skarpeste jurister i færd med at forberede vores kamp for vores medlemmers rettigheder.