Det er for nemt og billigt at råbe ’dumme, onde landmænd

"Der er et yndigt land på 4,3 millioner hektar. Det er ikke meget, men nok til at rumme lidt af de store spørgsmål” 

Når man lukker øjnene, kan man tydeligt høre Jørgen Leths umiskendelige stemme fra en serie af virkelig vellykkede omdømmefilm for Landbrug & Fødevarer for et par håndfulde år siden.  

For tiden tænker jeg selv en del over størrelsen på vores land. Det føles nogen dage større end som så. For der er i hvert fald forskel på, hvad vi vil. Hvad vi forventer af hinanden. Og hvad vi vil give til gengæld. Ikke mindst når det handler om fødevarer. 

Det har boblet og sydet længe. Men valgkampen har i den grad bragt det op til overfladen. Debatten om dyrevelfærd blev et centralt tema. I hvert fald for nogle og ikke mindst de store landsdækkende medier. De fleste med hovedkvarter i København. 

Men et stykke hen ad vejen, så glemte de fleste medier en temmelig afgørende præmis. ’The Consumer is King’, siger man på engelsk, og i landbruget har vi jo også i mange år påpeget, at vi producerer de fødevarer, danskerne – og mange andre ude i verden – efterspørger.  

En lang vej fra holdninger til tegnebogen 

Men vejen fra munden og holdningerne til tegnebogen og kreditkortet er lang. Og når holdningerne er skarpe, og promoveres af store medier, så bliver det en udfordring. For vi får en skæv debat. Og det er ærgerligt, for vi er altid klar til debatten om vores produktion – så længe betydningen af danskernes købevaner ikke bliver ignoreret til fordel for letkøbte politiske budskaber.  

Jeg stod i hvert fald tilbage med en stille undren efter at have læst gå-i-byen anbefalinger i Politiken for nylig. ’Her er 20 af de bedste billige måltider i København lige nu”, hed det. For forventningen må vel være, at et medie, der i årevis har haft, hvad vi roligt kan kalde en konsekvent kritisk holdning til det konventionelle landbrug, anbefaler spisesteder, der lever op til de ambitioner, som avisen gerne vil pålægge landmændene, og som de dagligt skoser os for ikke at opnå. 

Jeg har også kunnet læse i Politiken, at vi som forbrugere har et ansvar for at få højnet standarden i dyrevelfærden, og at »alle, der har råd, bør tage et aktivt valg, når de køber ind«. 

Efter lidt let research kunne jeg nemlig konstatere, at det ikke er ambitionen om at vælge velfærdskoncepter, der er karakteristiske, de steder Politiken anbefaler. Der er ingen velfærdshjerter på Slagter Lunds ribbenssteg, Føtex’ kylling er konventionel, og hos Ankara Durum er der heller ingen hjerter på kødet. Sådan kunne vi blive ved. 

Samtidig siger lister som Politikens anbefalinger ikke ret meget om, hvor kødet kommer fra, og dermed heller ikke om, hvad der ligger bag prisen, selv om det netop er den del, der fylder, når emnet behandles andre steder i avisen. 

Politiken har jo ret, når de skriver, at vi som forbrugere har et ansvar for at vælge til, men mediet guider samtidig efter, hvor langt man kan komme for relativt få penge, og vejleder dermed forbrugeren i en efterspørgsel, som produktionen i sidste ende må indrette sig efter. 

Udfordringer og paradokser 

Dermed illustrerer avisen meget smukt nogle af de udfordringer og paradokser, der er, når vi taler dyrevelfærd. Men som Politiken og en del andre medier altså ofte overser, når det kommer til dækningen af fødevareproduktionen, og hvordan vi holder dyr. 

Det er ikke et spørgsmål om, at nogen siger ét og gør noget andet, men snarere et udtryk for en virkelighed, hvor ønsket om højere standarder og den efterspørgsel, der faktisk driver markedet, eksisterer samtidig. 

Produktionen foregår i en virkelighed med forskellige niveauer, forskellige krav og dermed også forskellige omkostninger, som hænger sammen med det, der efterspørges, og hvor krav og standarder løbende er blevet skærpet, også på initiativ fra erhvervet selv. 

Også den almindelige danske produktion er underlagt krav og standarder, som løbende er blevet skærpet, og som er en del af den virkelighed, produktionen foregår i. 

Det gør det vanskeligt at fastholde forestillingen om, at ansvaret kan placeres ét sted, for i praksis hænger krav og efterspørgsel sammen. 

Den pointe ville jeg elske, at Politiken og andre medier tog alvorligt. I stedet for konsekvent at kræve mere velfærd, mens de på kultursiderne anbefaler spisesteder, der helt sikkert er gode. Men som altså laver deres mad på basis af helt almindelige konventionelt producerede råvarer. Den slags Politiken dagligt fordømmer – så længe det kun handler om holdninger. Men fødevarer som vi i erhvervet altså gerne står på mål for. Og som danskerne flest køber mange af. 

Forstår vi at agere i det svære dilemma, kunne vi få en meget mere kvalificeret debat om fødevarepriser og dyrevelfærd. Om hvordan danskerne forventer, vi skal producere vores fødevarer. Og hvad de vil betale for dem. 

I det hele taget er debatten om dyrevelfærd fyldt med paradokser. I sidste uge meldte Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening, støttet af professor Rasmus Ejrnæs og naturformidler Sebastian Klein, i samlet flok i DR et ønske ud om at fjerne vildsvinehegnet ved den dansk-tyske grænse, så vildsvinet kan komme tilbage i den danske natur. 

At vildsvinet er en skræmmende sikker vej til at indføre den dødelige og ekstremt smitsomme afrikanske svinepest, var det kun Landbrug & Fødevarers veterinærekspert Jan Dahl, der anførte. At fjerne hegnet vil ødelægge meget for de danske griseproducenter. Ikke mindst økologi- og friland. Den type produktion vil blive tæt på umulig i Danmark, skulle vi få svinepesten over grænsen. Sjovt nok de produktioner, som fortalerne for vildsvinets genkomst også meget gerne ser mere af. 

Hvor galt det kan gå med vildsvin og afrikansk svinepest kan de tale med om i den spanske region Catalonien. Her har man siden årsskiftet skudt og fanget over 26.000 vildsvin i forsøg på at begrænse spredning af afrikansk svinepest i området omkring Barcelona. De har brugt, og bruger, mange ressourcer på at bekæmpe sygdommen. Hidtil uden held. Det er der ikke meget dyrevelfærd eller natur i. 

Jeg har det svært med den retorik om, at fordi vi har haft vildsvin – og for den sags skyld ulve – i Danmark engang, så skal vi have det for altid. Uanset konsekvenserne. For 200 år siden havde vi også skørbug og fattiggårde. Det skal vi næppe have igen. 

Ordentlig og respektfuld samtale 

Uanset hvad er det intet der tyder på, at danskerne er på vej til at droppe kødet. Faktisk spiser vi mere end dobbelt så meget, som de officielle kostråd, lød det i en undersøgelse fra forgangne uge.  

Jeg tror, mange af os – jeg selv inklusive – kunne have godt af en smule mindre kød på tallerkenen. Men der er altså ingen trend, der tilsiger, at vi over en bred kam frasiger os kødet. Derfor er der mere end nogensinde behov for, at vi får en ordentlig og respektfuld samtale om, hvordan vi producerer kød, og hvad det skal koste. 

Den samtale lykkes kun, hvis medier, grønne organisationer og politikere også anerkender, at det er for nemt og for billigt blot at råbe ’dumme, onde landmænd’ over de københavnske tage.  
 
Inden de lige smutter forbi Føtex eller Ankara Durum efter et godt tilbud.