Det er uansvarligt at afvikle dansk husdyrproduktion
Af Christian Fink Hansen, Direktør, L&F Branchefællesskabet for Gris
Mens flere danske partier taler om svinestop, peger EU i den modsatte retning og understreger behovet for en konkurrencedygtig husdyrproduktion. Det bør vi lytte til.
Dansk griseproduktion har som aldrig før fyldt i både medierne og på Christiansborg. Under folketingsvalgkampen meldte flere partier sig markant ind i debatten, nogle med forslag om et decideret svinestop.
Som landbrugsnation med en betydelig griseproduktion er det vigtigt, at vi diskuterer, hvordan vi hele tiden kan udvikle erhvervet og forbedre dyrevelfærden. Og vi stiller gerne op til debatter.
Men mens debatten herhjemme til tider er blevet ensidig og unuanceret, lyder der helt andre toner fra Bruxelles.
Et massivt flertal i Europa-Parlamentet har netop vedtaget en omfattende rapport, som med al tydelighed slår fast, at en stærk europæisk husdyrproduktion er afgørende. Her udtrykkes der direkte bekymring mod lovgivning, der svækker konkurrenceevnen, og der peges på, at husdyrproduktionen spiller en central rolle for både fødevaresikkerhed, forsyning og økonomisk vækst.
Rapportens klare budskab bør herhjemme mane enhver tvivl i jorden om, hvorvidt dansk griseproduktion spiller en vigtig rolle for os som nation.
Det betyder dog ikke, at vi i Danmark kan læne os tilbage. Tværtimod.
Vi skal hele tiden blive bedre. Der er fortsat områder, hvor vi kan løfte dyrevelfærden, og branchen har netop fremlagt en række konkrete initiativer, der peger vejen frem.
Men udvikling kræver balance. Hvis vi fører en politik, der ensidigt strammer og begrænser, risikerer vi at svække et erhverv, som både bidrager til dansk økonomi, arbejdspladser i landdistrikterne og til fødevareforsyningen, ikke bare herhjemme, men i Europa og globalt.
Det er netop derfor, at EU i disse år insisterer på konkurrenceevnen. I en tid præget af geopolitisk uro og usikre forsyningskæder er fødevareproduktion ikke blot et nationalt anliggende; det er en strategisk prioritet.
Her har Danmark en særlig position.
Internationalt vækker det opmærksomhed, at vi formår at drive en stor og effektiv griseproduktion, samtidig med at vi tager markante skridt for både klima og dyrevelfærd. Vi bevæger os i retning af højere standarder inspireret af blandt andet Sverige, men i modsætning til svenskerne har vi også en høj produktivitet og en betydelig eksport.
Det er netop den balance, der er vores styrke.
Hvis vi for alvor vil gøre en forskel, skal vi vise omverdenen, at høj dyrevelfærd og stærk konkurrenceevne ikke er modsætninger, men forudsætninger for hinanden.
Derfor er min klare opfordring til de politikere, der lige nu sidder i regeringsforhandlinger: Husk den rolle, dansk griseproduktion spiller og kan spille i en verden, hvor fødevareforsyningssikkerhed er mere aktuelt end nogensinde.
Vi må ikke save den gren over, vi selv sidder på. I stedet bør vi gøre det, vi i Danmark har tradition for: samarbejde på tværs og finde fælles løsninger, der løfter både dyrevelfærd, bæredygtighed og økonomi.
Debatindlægget er bragt i Jyllandsposten og kan læses her