Foto: Niels Hougaard/L&F

Nyhed, 27.maj 2026

Massiv vilje skal anerkendes – ellers slides den op

Af Søren Søndergaard, formand, Landbrug & Fødevarer

’Tallene dokumenterer en massiv vilje til handling hos både kommuner, lokale grønne treparter og lodsejere.’ 

Sådan står der i en ny rapport fra Kommunernes Landsforening (KL) om status på arbejdet med at rulle den grønne trepartsindsats ud. 

Det er ikke på nogen måde overraskende for os, der følger arbejdet tæt. Alligevel er det godt at få bekræftet, at herude hvor tingene reelt skal flytte sig, ja der knokler vi for at få ambitionerne til at lykkes. Og vores samarbejdspartnere i kommunerne anerkender det. 

Det er altså ikke lodsejere og landmænd, pilen peger på, når det ikke går så hurtigt som ønsket. KL ser blandt andet manglende ressourcer og kompetencer til at drive processen videre som en alvorlig barriere, der hæmmer udrulningen.  

KL peger også på, at det er nødvendigt, at landmændene får klare rammevilkår i forhold til kvælstofreguleringen, da der ellers er for stor usikkerhed forbundet med at indgå i arealomlægningen. 

’Det kalder på landspolitiske opmærksomhed’, hedder det i rapporten. 

Jeg kan ikke være mere enig.  

For rapporten rammer lige ned i de kolossale frustrationer, som landmænd over hele landet står med i denne tid. Vi har ingen regering, og lige om lidt går Folketinget på sommerferie. Uden at vi har en bekendtgørelse om den nye kvælstofregulering. Landmænd står uden viden om, hvordan de kan drive deres planteproduktion ind i næste høstår. 

Jeg håber stærkt, at landspolitikerne, også dem, der inden så længe kan kalde sig ministre, lægger sig KL’s konklusioner på sinde. 

At viljen til den grønne trepart har været massiv hos landmændene.  

Men det slider på viljen, hver gang politikerne viser mangel på respekt eller går langt længere i reguleringen, end det er nødvendigt for at nå de fastsatte mål.