24 timer med en ny regering: Hvad tænker formanden?

I skrivende stund her onsdag eftermiddag har vi kendt regeringsgrundlaget et døgns tid. Hvad er dine tanker efter at have været det igennem?

Vi er stadig i gang med at dykke ned i alle detaljerne – og der er mange. Landbruget fylder rigtig meget i regeringsgrundlaget. Det, der foreløbig står tilbage hos mig, er først og fremmest de enorme konsekvenser, de mange nye krav og initiativer kan få, hvis ikke de bliver tænkt klogt sammen. Både for vores erhverv som helhed, men også for den enkelte landmand. Det er ekstremt vigtigt, at regeringen holder tungen lige i munden, når regeringsgrundlaget skal implementeres. Den må ikke miste det store og langsigtede billede af syne i jagten på at levere på de mange og meget ambitiøse mål, man har sat sig på natur, miljø og dyrevelfærd. Gør den det, så koster det produktion og arbejdspladser i landdistrikterne, og mange landmænd vil se ind i meget store økonomiske udfordringer.

Der er mange uklare og utydelige formuleringer, også på centrale områder. Det skaber selvfølgelig en stor usikkerhed, både hos os etablerede og de unge, der skal i gang som selvstændige. Det er bekymrende. Men det giver også mulighed for at forsøge at trække tingene i den bedst mulig retning.

Jeg har dog også hæftet mig ved, at der står, at vi har et stærkt landbrug og nogle af verdens dygtigste landmænd. Der står også, at man gerne vil bevare produktionen i Danmark. Det er selvfølgelig positivt, men det vil kræve meget at bevare en balance, hvor det er realistisk, når man ser de krav, som vi har udsigt til at blive mødt af. Pulsen skal ned, den hårde retorik væk, og vi skal have fagligheden ind i beslutningsprocesserne.

Vi kommer til at have samarbejde med mange af de nye ministre, og dem, der særligt får betydning for vores erhverv, er: Erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard, justitsminister Nicolai Wammen, minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen, by- land og transportminister Signe Munk, skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt, miljøminister Maria Reumert Gjerding og klima- og energiminister Samira Nawa. Vi kender dem alle godt. Jeg glæder mig til mere faglig dialog, hvor valgkampsparolerne bliver lagt ned. På grundlag af det svære regeringsgrundlag har vi allerede rakt ud til ministrene for at komme i dialog om de mange svære sager.

Vi er vant til, at der bliver ændret på ressortområder, og det medfører ofte nye arbejdsgange ind imod ministerier og styrelser. Det er en del af virkeligheden, når en ny regering tiltræder. Det ser ud til, at landbrugs - og fødevareerhvervets dagsordener denne gang bliver fordelt på historisk mange ministerier og ministre.

Vi vil derfor være ekstraordinært opmærksomme på, at ændringerne ikke fører til mere bureaukrati og mindre handling. Det er der ganske enkelt ikke plads til lige nu.

Danske landmænd arbejder på højtryk for at levere på en meget ambitiøs arealomlægning ud fra de planer, som de lokale treparter har ansvaret for. Vi vil derfor være meget opmærksomme på, at vi ikke får mere bureaukrati og flere skøre regler – vi har brug for klarhed, fremdrift og stabile rammer.

Allerede i dag ser vi, at kommunerne mangler ressourcer, og det risikerer at bremse arbejdet med omlægningen.

For os er det afgørende, at regeringen sikrer klare arbejdsgange og en effektiv organisering, så vi kan udvikle erhvervet og komme i mål med de ambitiøse målsætninger.

Sprøjteforbuddet er vel nærmest uundgåeligt blevet del af regeringsgrundlaget efter valgkampen?

Det kunne næppe ende anderledes efter en valgkamp, hvor jeg stadigt undres over, hvor lidt kritisk journalistik, der blev lavet på forslaget. Alle måtte tro, at det er et helt nødvendigt forslag. Vores dygtigste forskere mener altså noget andet.

Men det er ekstremt ærgerligt, at vi er endt der. Et nationalt sprøjteforbud tager ikke højde for de lokale forhold, det er ikke omkostningseffektivt, og det vil bremse den igangværende arealomlægning. Beskyttelsen bør ske lokalt i kommunerne med eksisterende redskaber og i samarbejde med de lokale grønne treparter.

Hvad, vi konkret ser ind i, er desværre meget usikkert. Der står både, at der kommer et nationalt sprøjteforbud, og at det skal tænkes sammen med den lokale arealomlægning. Det er meget uklart. Mere usikkerhed. Det har vi ikke brug for. Selv ved jeg nogenlunde, hvilke arealer hjemme hos mig, der kan indgå i treparternes arealomlægninger. Men arealer til drikkevand hos mig – det er rent gætværk, for vi har altså ikke kortene før 2027.

Mange taler om de 160.000 hektar, forbuddet berører. Men på bedrifterne ved vi, det i praksis berører langt flere arealer på grund af arrondering og defigurering. Det kan få enorm betydning, og derfor har vi behov for klarhed over, hvad regeringen konkret vil på området. Ikke mindst omkring erstatning til dem, der lider tab.

Vores holdning er helt klar. Et nationalt sprøjteforbud skal ske med fuld erstatning til de berørte lodsejere. Ellers ser vi ind i voldsomme økonomiske konsekvenser, fald i jordværdier – også for økologiske bedrifter – med de konsekvenser, det har for både de enkelte familier og finanssektorens panter og lån. De store værditab vil også sætte investeringerne i en grøn udvikling helt i stå. Stik mod regeringens ønsker.

Du talte i en kronik for to uger siden om et juridisk spor. Kan det stadig blive aktuelt?

Det kan det helt bestemt. Det er helt centralt for os, at et indgreb af den størrelsesorden skal sikre fuld erstatning. Så i givet fald er vi helt klar til at forfølge det juridiske spor. Som jeg tidligere har fortalt, så har vi bedt nogle af de bedste eksperter indenfor forvaltnings- og erstatningsret vurdere sagen. Ligesom vi har dygtige økonomer til at kigge kritisk på Miljøministeriets vurdering af omkostningerne for landbruget ved et sprøjteforbud. Det er arbejde, som vi selvfølgelig kommer til at bruge i vores kommende dialog med politikerne om sprøjteforbuddet.

Den sag er hjerteblod for os. Landmændene skal ikke spises af med pebernødder og trues på eksistensen af den her gang symbolpolitik. Landmænd har handlet i tillid til love og regler. Og der er måske tale om jord, deres far eller farfar købte. Nu taler man så om ’erstatningsfri regulering’, og helt uantagelige kompensationsbeløb.

Det er ikke alene uanstændigt, for det princip ”forureneren betaler” som mange taler om – det behøver altså ikke være den nuværende lodsejer, der i god tro har købt et område, som om kort tid udpeges som særligt sårbart. Det vil også skubbe ellers sunde forretninger ud i konkurs, og nutidens generationer gøres ansvarlig for fortidige generationers beslutninger.

Vi kommer til at forfølge et erstatningsspørgsmål med alle kræfter. For det handler om noget helt grundlæggende i forhold til lov og ret.

Usikkerhed er vel det ord, der mest beskriver landbrugets vilkår nu – også stadig med kvælstofreguleringen?

Usikkerhed og frustration, tænker jeg. Og også over den vanvittige retorik mod vores erhverv, som valgkampen bød på fra mange sider. Den tror jeg aldrig, jeg helt kommer til at glemme. Jeg ved, det samme gælder for mange af mine kolleger.

Men aktuelt er kvælstofreguleringen selvfølgelig en stor sten i skoen. Vi mangler stadigvæk bekendtgørelse, gødskningslov og reguleringssatser for den nye kvælstofregulering, der – i strid med den grønne trepartsaftale – er fremrykket, så den allerede gælder for de markplaner, vi lige nu sidder med.

Den eneste ordentlige og fair løsning er at droppe fremrykningen af den nye kvælstofregulering og som minimum lade den træde i kraft til næste år efter høst. Det tangerer det absurde at bede os planlægge med bind for øjnene. Det burde være en selvfølge, at når politikere og myndigheder ikke gør deres del af arbejdet, så skal det ikke komme borgerne til skade.

Vi arbejder selvfølgelig fortsat med sagen, og nu er der trods alt kommet en regering, der har mulighed for at handle på sagen. Hvis den ellers vil. Det vil i hvert fald styrke vores tillid til regeringens gode vilje.

Hvor står treparten og den store indsats lokalt helt generelt?

Kommunernes Landsforening brugte for nyligt begrebet ’massiv vilje’ om landmændenes og de lokale treparters indsats, og Birgit S. Hansen, KL’s repræsentant i Grøn Trepart gentog det på Naturmødet i sidste uge.

Jeg tror ikke, at nogen reelt kan være i tvivl om den indsats, der er ydet. Når tingene ikke går så hurtigt som planlagt, så er det barrierer i form af manglende ressourcer, bureaukrati og lovgivning, der ikke spiller sammen. Det er ikke mangel på velvilje, som KL altså også peger på.

Der er nationale kort om drikkevand på vej. Hvis vi ikke indtænker dem sammen med det trepartsarbejde, der allerede foregår lokalt, risikerer vi, at det arbejde går i stå. Få vil turde gå ind i projekter med et sprøjteforbud hængende som en sort sky over sig. Den helhedstankegang, som er udgangspunktet for den grønne trepartsaftale må ikke gå tabt. Så bliver tingene umulige.

Når politikerne nu vil en anden vej end myndighederne, som er ansvarlige for drikkevandet, bør det ske på en måde, hvor det ikke går ud over en stærk fødevareproduktion og arbejdspladser i hele landet. I trepartsaftalen står der blandt andet: ”Parternes vision er således en sektor, der fortsat skaber job og eksporterer.” Den vision er en ledestjerne for os. Fordi vi kan kombinere flere hensyn og holde fast i en stor og stærk produktion. Lad mig minde om det tredje ben i trepartsaftalen, et vækstspor. Vi forventer, den nye regering snarest offentliggør den vækstplan, erhvervet har brugt mange kræfter på.

I forhold til den varslede stramning af Klimaloven til 85 % i 2035, kan vi glæde os over, at regeringsgrundlaget ikke ændrer på den struktur for CO2e-afgiften, som vi fik forhandlet på plads i trepartsaftalen for to år siden. Det fastslås, at afgiften implementeres i henhold til trepartsaftalen. Det er positivt, når vi husker, hvor bøvlet og ødelæggende det ellers kunne se ud.

Nu ser vi også ind i en firepart om griseproduktionen?

Ja, på baggrund af den polariserede debat, vi har haft på området, er det et reelt bud på et rum, hvor vi kan have seriøse drøftelser og finde faglige løsninger, der kan bringe os videre. Så jeg synes, det giver god mening med en firepart, selv om det bliver enormt svært.

For der er i den grad brug for at få samtalen om griseproduktion ind på et bedre spor. Så alle initiativer, der kan bidrage til det, er som udgangspunkt velkomne. Men set i lyset af den retorik, som partier i regeringen, og ikke mindst dens støttepartier, lagde for dagen i valgkampen, så har jeg altså en vis skepsis i forhold til fireparten. Også fordi der kun er sat et halvt år af. Men lad os nu se. Sektoren er i gang med på eget initiativ at implementere en række dyrevelfærdsinitiativer, og kan det spille sammen med politiske ambitioner, så er det fornuftigt se om, der kan skabes et fagligt sammenspil og ikke mindst få lavet konsekvensberegninger på de politiske forslag.

Fagligheden er der brug for. Ekstremavl er blevet et nyt politisk ord. Men også netop kun et politisk ord. Det er altså ikke noget, erhvervet avler efter. Jeg har spurgt flere politikere, der har været med i forhandlingerne, og der er ikke rigtig nogen, der kan forklare det. Det virker som et begreb, der blev opfundet under valgkampen. I dansk griseproduktion har avlsprogrammerne allerede i dag en høj grad af robusthed indbygget i balancerede avlsmål.

Hvad er din reaktion på regeringsgrundlagets stop for nyetableringer og udvidelser af konventionelle griseproduktioner, indtil fireparten har leveret rammerne?

I LandbrugsAvisen kaldte jeg det åbent en ’skør beslutning’. Jeg er vitterligt dybt forundret over, hvordan man kan synes, det er en god idé. Statsministeren sagde lige ud på pressemødet, at vi skal slagte flere grise herhjemme. Det kommer altså kun til at ske, hvis vi har mulighed for at forny vores staldsystemer. Derfor er et forbud, ja, skørt.

Samtidig er nye staldanlæg jo også en direkte vej til bedre velfærd i produktionen, og til bedre miljø, og mere klimaeffektiv produktion. Præcis hvad regeringspartierne har efterlyst. Også derfor virker det som en meget mærkelig beslutning, som jeg slet ikke kan se rationalet i.

Økologien har fået en fremtrædende rolle i regeringsgrundlaget. Hvad tænker du om det?

Det er meget positivt, at regeringen fastholder målet om fordobling af det økologiske areal i 2030. Vi bakker op om, at øget økologisk efterspørgsel og eksport skal indgå som emne i en national fødevarestrategi. Det er dog helt afgørende for at lykkes med at øge den økologiske produktion, at der skabes øget afsætning via indsatser, der kan øge forbruget og eksporten. Jeg er spændt på, hvordan den indsats kommer til at lykkes. Og generelt på, hvordan man kommer til at tænke samlet på fødevaremarkedet. I valgkampen har man nærmest udskammet landmændene for at producere det, danskerne efterspørger. Her er et paradoks, hvor en vis anerkendelse af virkeligheden og danskernes køb i kølediskene vil være sundt på Christiansborg.

Til sidst. Hvad siger din mavefornemmelse? Er du mere eller mindre optimistisk, end før du så regeringsgrundlaget?

Optimistisk er et stort ord om noget, der ser enormt svært ud, og vi har nogle meget bøvlede år foran os. Men jeg synes, der er nogle formuleringer i regeringsgrundlaget, som tyder på, at der – trods alt – er en vis anerkendelse af, at vil man have en stærk og konkurrencedygtig dansk fødevareproduktion, ja, så er der grænser for, hvor mange byrder, der kan lægges på os. Men som sagt: Regeringen vil skulle holde blikket meget fast rettet på det overordnede billede. Vil man i morgen gennemføre alle ambitionerne i regeringsgrundlaget på én gang, så bliver alting meget svært. Grænsende til det umulige.

Men i L&F arbejder vi hver eneste dag for at danske fødevarevirksomheder og danske landmænd har nogle vilkår, der sikrer, at de har en fremtid. Det skal de også have efter denne regeringsperiode.