I krisetid er der brug for flere danske fødevarer

Danmark har vi de seneste år skruet gevaldigt op for kriseretorikken. Med god grund. Og der bliver sat handling bag ordene. Øgede forsvarsbudgetter, oprustning af totalforsvaret, myndighedskampagne om hjemmeberedskab, værnepligt for kvinder, styrket cybersikkerhed og fokus på kritisk infrastruktur.

I starten af maj blev der for første gang afholdt en national beredskabsuge. For mange gik den nok upåagtet hen, men intentionen var god.

Efter forbillede fra Sverige og Norge ønsker Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab at styrke en beredskabskultur, hvor vi i alle dele af samfundet bliver bevidst om vores rolle. Blandt andet gennem aktiviteter som strømfrie dage på skolerne, beredskabsplaner i virksomheder eller besøg fra beredskabet i lokalområdet.

Det er helt afgørende at styrke bevidstheden om, at beredskabet er vores fællesansvar.

Mange forbinder primært beredskab med en militær parathed: Har vi noget at skyde med, hvis fjenden kommer?

Men beredskab handler om meget andet. For eksempel om at sikre den kritiske infrastruktur. Strømforsyning, adgang til rent vand, hospitaler, politi og brandvæsen, stabilt it- og telenetværk – og ikke mindst en sikker forsyning affødevarer.

Uden mad og drikke dur helten ikke, og historien bugner med eksempler på, at manglende fødevareforsyning ender i katastrofer. Fra den irske kartoffel-hungersnød, belejringen af Leningrad (Sankt Petersborg) til talrige moderne eksempler fra Afrikas Horn, hvor samspillet mellem klima, konflikt, svage stater –og deraf følgende dårlig fødevareforsyning – har været fatalt.

Under enevælden var Norge afhængigt af korn fra Danmark, fordi det norske klima og den begrænsede landbrugsjord ikke kunne brødføde befolkningen alene. Danmark fungerede derfor som helstaten Danmark-Norges kornkammer, mens Norge leverede tømmer, fisk og søfolk.

Under den britiske blokade blev denne afhængighed tydelig, da forsyningslinjerne brød sammen og skabte alvorlig kornmangel i Norge.

Erfaringen viste, hvor sårbare selv integrerede og velfungerende økonomier bliver, når handel og søtransport afbrydes. Det er i mange henseender et tidligt eksempel på moderne diskussioner om forsyningssikkerhed og strategiskrobusthed.

International opgave

Fødevareforsyningssikkerheden er helt central i et godt beredskab. Men det er ikke noget, vi kan klare alene i Danmark.

Det er en international opgave, som vi blandt andet må løfte i EU-regi, men som Danmark er en stærk bidragyder til, fordi vi er en stor landbrugsnation med en stærk eksport.

EU betragter i stigende grad fødevareforsyning som en del af Europas samlede kriseberedskab og har efter covid-19 og Ukraine-krigen oprettet særlige mekanismer til overvågning af forsyningskæder og fødevaresikkerhed.

Mulighederne for strategiske lagre, robusthed i landbruget og beskyttelse af kritiske forsyningslinjer bliver også drøftet.

I både Storbritannien og Norge er fødevareforsyning i stigende grad blevet betragtet som et spørgsmål om national robusthed og sikkerhedspolitik. Den britiske regering udgav i 2024 en omfattende »UK Food Security Report«, der direkte analyserer sårbarheder i forsyningskæder, klima, geopolitik og importafhængighed.

Samtidig er der i Storbritannien voksende bekymring for, at landet kun producerer omkring 57 procent af sine egne fødevarer og derfor er sårbart over for internationale chok og maritime afbrydelser.

I Norge er debatten præget af, at landet er afhængigt af import af blandt andet korn og foder. Derfor har myndighederne styrket fokus på beredskabslagre, national produktion og forsyningssikkerhed som en del af totalforsvaret.

Usolidarisk og protektionistisk

I den hjemlige debat om landbruget bliver det af og til nævnt som en mulighed, at vi – i stedet for at producere så meget til eksport – kunne nøjes med at producere til os selv.

Udover at være et usolidarisk og protektionistisk synspunkt i forhold til de mange lande, som ikke kan være selvforsynende, er det også både stik imod vores egne interesser, fordi vi importerer en mængde varer, og direkte kontraproduktivt i forhold til fødevareforsyningssikkerheden.

I Danmark kan vi købe kaffe, te, chokolade, avocado, citroner – listen er lang –fordi de lande, som kan dyrke den type afgrøder, producerer mere, end de selv skal bruge, og eksporterer dem. På samme måde er en række andre lande, som ikke er selvforsynende med korn, kød og mejeriprodukter, afhængige af, at vi og andre producerer mere end til eget forbrug.

Fordelen ved international samhandel er, at alle ikke behøver at producere alt. Vi kan hver især specialisere os i det, vores respektive klima, jordbundsforholdm.m. gør os bedst til.

Alene når det drejer sig om kornforsyning, ville der på verdensplan manglemere end 400 millioner ton korn, hvis de kornproducerende lande kun producerede til eget forbrug, og det samme gælder på en række andre områder: Hvis alle kun producerer til sig selv, bliver der ikke nok af noget.

I en verden præget af konflikter, handelskrige og en voksende befolkning er det ikke en selvfølge, at der er mad nok til alle. Ligesom det kræver planlægning, at alle har adgang til elektricitet, vand og lægehjælp, kræver det en indsats at sikre fødevareforsyningen.

Mindre sårbare

I EU bestræber vi os på at blive selvforsynende med fødevarer, så vi ikke er sårbare over for, at andre landes konflikter og toldbarrierer pludselig bremser tilstrømningen af korn, kød, mejeriprodukter, grøntsager og andre fødevarer.

De seneste år har vi set en række konkrete eksempler på kriser, som udfordrede fødevareforsyningen. Covid-19-pandemien, blokeringen af Suezkanalen i

2021 og energikrisen efter Ukraine-krigen viste, hvor sårbare moderne forsyningskæder er – også uden egentlig krig. På få dage kunne mangel på containere, arbejdskraft, energi eller transport skabe tomme hylder, stigende fødevarepriser og forsinkelser i hele Europa.

Da containerskibet blokerede Suezkanalen, blev omkring 12 procent af verdenshandlen midlertidigt påvirket. Samtidigt førte høje energipriser til problemer med produktionen af kunstgødning og dermed frygt for lavere høstudbytter. Erfaringerne har styrket opfattelsen i EU og NATO af, at fødevareforsyninger kritisk infrastruktur og en del af samfundets sikkerhed og robusthed.

Frem mod 2040 vokser verdens befolkning ifølge FNs fremskrivninger med en milliard mennesker. Det betyder øget efterspørgsel på både vegetabilske og animalske fødevarer.

Lige nu fylder det meget i debatten herhjemme, at nogle politiske partier ønsker at begrænse den animalske produktion. Det er det stik modsatte, der er behov for, hvilket EUs landbrugskommissær også understregede under sit besøg i Danmark under vores EU-formandskab sidste år: Vi skal have flere husdyr i Europa, ikke færre.

Det betyder ikke, at vi skal lukke øjnene for de temaer vedrørende klima, natur og dyrevelfærd, som følger med dyrehold. Det skal vi tage alvorligt og håndtere, og eksisterende regler skal selvfølgelig overholdes.

Men hvis vi skærer ned på produktionen samtidig med, at efterspørgslen stiger, risikerer vi både mangel på fødevarer og en eksplosion i priserne.

Derfor er det helt afgørende, at vi fastholder en fødevareproduktion, som kan imødekomme efterspørgslen.

Hvis vi lader ideologi og symbolpolitik stikke af med dagsordenen, saver vi den gren over, vi selv sidder på.

Indlægget er også bragt i Berlingske og kan læses her