Særligt når vi er på udebane er det vigtigt at tage kampen
Sæsonen for politiske folkemøder er skudt i gang. Et af de ældste er Naturmødet i Hirtshals. Det kan føles som en udebane for landbruget.
Der er flere Fjällräven-rygsække, end der er pæne landmands-vindjakker at se på tilhørerbænkene ved Naturmødets mange scener og ude på standene. Landbruget er på udebane.
Det store folkemøde på havnen i Hirtshals blev i år holdt for 11 gang med debatter, faglige oplæg og naturrelaterede aktiviteter for børn og voksne. Dertil masser af havnehygge, madboder og musik, der gør Naturmødet til en folkefest for Hirtshals-borgerne i særdeleshed og nordjyder i almindelighed.
Leverer faglighed
Landbrug & Fødevarer har været med fra den spæde begyndelse, og den 11.-udgave var ingen undtagelse. Viceformand og formand for Familielandbruget Anders Kjær og direktør for Grøn Trepart Anders Panum Jensen deltog i flere debatter om højaktuelle emner som drikkevandsbeskyttelse, biodiversitet og naturpleje som driftsgren. Og selv om klapsalverne kommer lettere til, når debattørerne kræver ’mere vild natur’ end maner til eftertanke om sprøjteforbud, så er det vigtigt, at landbruget oplyser og leverer faglighed.
- Naturmødet behandler i høj grad mange af de emner, som fylder hos os og landmændene omkring natur og miljø. Derfor er det et af de folkemøder, vi prioriterer at bruge tid og kræfter på at deltage i. Det har vokset sig ganske stort, og der er mange debatter og interview-formater, der er højaktuelle for os, hvor vi vinder på at tage kampen og debatten, siger Anders Panum Jensen, som på årets møde blandt andet fægtede for landbrugets synspunkter omkring et sprøjteforbud og kvaliteten af vandmiljøet i fjordene.
- Det er vigtigt, at landbrugets stemme og argumenter bliver hørt. Naturmødet er præget af mange stemmer, der taler den grønne sag, ofte uden megen indsigt i hvordan grønne mål kan gå hånd i hånd med en stærk fødevareproduktion. Der skal ikke sidde natur- og miljøinteresserede borgere på tilhørerbænkene og tro, at alt hvad der bliver sagt om landbruget i en mikrofon i Hirtshals er rigtigt og nuanceret, siger Anders Panum Jensen, der har været med stort set alle gange, der har været holdt Naturmøde.
Plejer og skaber netværk
For Anders Kjær er det kun andet besøg på Naturmødet. Han benyttede blandt andet lejligheden og medieinteressen til at lancere forslaget om en task force for naturpleje, så det kan blive mere økonomisk bæredygtigt at gå ind i. For eksempel for unge landmænd.
- Jeg har bidt mærke i, at der er mange, som har et meget snævert syn på landbruget. Jeg havde en debat med Danmarks Naturfredningsforenings vicepræsident, som nærmest ikke anerkendte, at naturpleje er en professionel driftsgren. For mig er det vigtigt, at vi også får bredt fortællingen om landbruget ud. At det for os også handler om at skabe et mangfoldigt landbrug, hvor du kan komme i gang for små penge, og at vi skal sikre muligheden for at have et godt og produktivt liv i landdistrikterne. Det får vi lejlighed til på Naturmødet, og det tror jeg er nyttigt i forhold til nogle af dem, der er kritisk indstillet overfor landbruget. De har godt af at høre hele fortællingen, og har jo ofte de samme drømme om et mangfoldigt landbrug, som vi har, siger Anders Kjær.
Ud over at krydse klinger i debatterne, bruger han dagene på at pleje netværk og skabe nye.
- Der er masser af spændende mennesker med gode ideer at tale med. Jeg har flere møder med fonde, der ser værdi i at investere i naturindsatser, og som gerne vil tale landbruget. Det giver en masse værdi at få en uformel snak over en kop kaffe. Og det kan være en meget bedre måde at få en relation i gang, end at sidde i et mødelokale. Det er også noget, jeg har med hjem fra Naturmødet, siger Anders Kjær.