Vil du give samfundet 50 kvadratmeter af din have?
Mange deltagere på Naturmødet i Hirtshals taler meget om landbruget, men kun lidt med det. Derfor prioriterer Agillix at tage kampen op.
Agillix er som stor nordjysk landboforening også til stede med telt og deltagelse i flere debatter på Naturmødet i Hirtshals. Formand Carl Christian Pedersen fortæller om baggrunden:
- Når vi bruger tid og medlemskroner på at være på Naturmødet, så er det fordi, det er dagsordener, der betyder noget for os, og som vi er meget klar til at tale om. På Naturmødet kommer mange, der taler meget om os, men ikke så ofte med os. Vi får en mulighed for at markere vores synspunkter og nuancere nogle af de mange vilde påstande om landbruget, der kommer fra særligt den ene fløj i debatten, siger han.
Står ret alene
Agillix har opfordret sine medlemmer til at lægge vejen forbi Naturmødet.
- Det er i sig selv interessant at se, hvad vi er oppe mod. Landbruget står ret meget alene i debatterne, der i høj grad er præget af interesser, der ikke har noget økonomisk i klemme, men som blot råber på mere natur for enhver pris og på andres jord. Man kan få indtrykket af, at de ikke kan se al den gode natur, vi har. Det er ærgerligt, siger Carl Christian Pedersen.
Grundloven gælder
Han deltog blandt andet i en debat på Naturmødet Carl-Emil Larsen fra DANVA og folketingsmedlemmer fra Enhedslisten og Radikale Venstre. Man var enige om, at grundvandet er en vigtig ressource, der skal beskyttes, og at ansvaret er fælles.
- Men det er jo langt fra alle politikere, der mener, at en lodsejer skal have fuld erstatning. Nogle åbner for løsninger, hvor man pålægger begrænsninger uden at betale den reelle værdi af jord og produktionstab. Det er voldsomt, og det skal vi ikke acceptere. Man mener, at princippet om, at forureneren betaler, kan føre til, at lodsejeren ikke skal kompenseres fuldt ud. Det bør give anledning til eftertanke, siger Carl Christian Pedersen, der gik kraftigt i rette med synspunktet.
- For danske landmænd har jo i årtier drevet deres erhverv inden for nogle af verdens strengeste miljøregler. De har anvendt godkendte midler og fulgt de rammer, der er fastlagt politisk. Jeg sammenligner det med, at en husejer får inddraget 50 kvadratmeter af sin have. Lige der, hvor det bedste æbletræ står. Det ville de færreste acceptere. Vi er nødt til at være på plads på sådan et folkemøde for at få mindet de neutrale tilhørere om, at man altså ikke bare kan inddrage folks rettigheder over deres jord, fordi man har et politisk ønske om sprøjteforbud, men ikke vil betale prisen. Grundloven gælder heldigvis fortsat, siger Carl Christian Pedersen.