Danskerne vil have dansk frugt og grønt
Danskerne foretrækker dansk frugt og grønt, men kun en mindre del af varerne på markedet er produceret herhjemme.
I Anders Morgenthalers film Æblet & Ormen drømmer æblet Torben om at blive et perfekt, blankpoleret udstillingsæble. Men så får han en orm – og pludselig er Torben ikke længere perfekt.
Pointen er ikke, at danskerne skal spise æbler med orm i. Men fortællingen peger ind i en aktuel debat om dansk frugt og grønt: Har vi vænnet os så meget til blanke æbler, ensartede tomater og snorlige agurker, at vi overser værdien i det danske?
“Vi skal ikke vælge orm i æblet. Men vi skal måske holde op med kun at jagte udstillingsæblet - og i stedet blive bedre til at se værdien i det danske, også når det ikke altid er perfekt på overfladen,” siger Peter Nissen, Sektordirektør for L&F Planter.
Bag debatten ligger et tydeligt paradoks. Danskerne siger, at de gerne vil købe dansk frugt og grønt, men Danmarks andel af frugt og grønt på hylderne er lille og faktisk ikke den, der bliver prioriteret over billigere, udenlandske varianter
Kun 26 procent af grøntsagerne på det danske marked er produceret i Danmark. For frugt er tallet kun 9 procent. Til sammenligning var 92 procent af grøntsagerne og 54 procent af frugten på det danske marked produceret i Danmark i 1963.
Samtidig siger 78 procent af en række adspurgte danskere, at de vil vælge dansk frugt og grønt, når det er muligt, mens 9 ud af 10 mener, at det er vigtigt, at Danmark har en dansk produktion af frugt og grønt - både nu og i fremtiden.
“Vi ved, at danskerne giver udtryk for, at de gerne vil prioritere dét, vi producerer herhjemme. Men når de først står i frugt og grønt-afdelingen spænder udvalget og økonomien ben for de gode intentioner. Den spanske tomat er simpelthen langt flottere og billigere end den danske forklarer Peter Nissen.
Tal fra madkulturens analyse om danskernes holdning til frugt & grønt viser, at problemet ikke kun handler om forbrugernes holdninger. Det handler også om, at de danske varer skal være tilgængelige, synlige og konkurrencedygtige.
Regeringens beslutning om at fjerne momsen på frugt og grønt kan være positiv for forbruget, fordi det kan gøre det billigere for danskerne at købe mere frugt og grønt. Men momsfjernelsen løser ikke i sig selv udfordringen for dansk produktion.
Hvis både danske og importerede varer bliver billigere, risikerer man blot at øge salget af udenlandsk frugt og grønt, hvis der ikke samtidig gøres mere for at styrke dansk produktion.
“Momsfjernelsen kan øge efterspørgslen. Men den skaber ikke nye danske æbleplantager, bygger ikke nye væksthuse, løser ikke arbejdskraftudfordringen og finansierer ikke den teknologi, der skal til for at producere mere i Danmark,” lyder det fra Peter Nissen.
Derfor efterlyser han en national strategi for dansk frugt og grønt. En strategi, der kobler forbrug, produktion, detailhandel, foodservice, offentlige køkkener, forskning, innovation og investeringer.
For frugt- og grøntproduktion kan ikke bare skrues op fra den ene sæson til den anden. De danske producenter står overfor mange af de samme udfordringer som resten af de danske planteavlere – varslet sprøjteforbud, kvælstof krav og midler som forsvinder til ukrudtsbekæmpelse. Hvis man samtidig skal skrue op for produktionen, så kræver det politisk medvind, for at få gang i sejlene.
"Der er brug for en politisk håndsrækning til de danske frugt- og grønt producenter, så de tydeligt kan differentiere sig fra det udenlandske udvalg. Lad os mærke alle danskproducerede varer tydeligt og sikre, at der åbner flere produktioner, end der lukker. Det vil være til gavn for både producenter og de danske forbrugere", siger Peter Nissen
Danmark skal ikke være selvforsynende med alt. Men hvis danskerne skal spise mere grønt, bør Danmark også have større ambitioner for de afgrøder, der faktisk kan dyrkes herhjemme.