Alle vil have mere økologi. Men hvem vil betale?

Prisen til den økologiske landmand falder, mens forbrugerne stadig møder høje priser og kølediske med meget lidt økologi. Skal Danmark have mere økologi, må markedet følge med de politiske ambitioner.

Hver torsdag får vi økologiske griseproducenter at vide, hvad vi får for vores grise i den kommende uge. Den såkaldte notering er en pejling på, hvordan markedet har det, og om efterspørgslen følger med produktionen.

Jeg læser ofte noteringen i traktoren. Da den kom i forrige uge, var jeg nærmest ved at køre i hegnet. Prisen på økologiske grise faldt markant. Den er nu på et niveau, hvor gården akkurat kan løbe rundt, men hvor der ikke er meget tilbage til min kone og mig. Det kom mildt sagt bag på mig.

For efter et halvt år med massiv politisk og offentlig debat om dyrevelfærd og beskyttelse af drikkevandet skulle man tro, at markedet for de økologiske produkter stod stærkt. Vi producerer netop det, som både politikere og mange forbrugere siger, at de ønsker, men alligevel falder prisen til landmanden.

Jeg prøver på bedste vis at sætte fokus på problemet på mine egne sociale medier. Her kan jeg ofte læse i kommentarsporet, at forbrugerne har svært ved overhovedet at finde økologisk grisekød i supermarkederne. Og når de finder det, er prisen markant højere end på det konventionelle alternativ. Det er et paradoks, som burde få både politikere, supermarkeder og resten af fødevarekæden til at stoppe op. Det virker, som om både landmanden og forbrugeren taber.

Samtidig har regeringen fastholdt ambitionen om at fordoble det økologiske areal. Det er positivt, og der er bestemt potentiale for mere økologi. Som økologiske landmænd vil vi gerne være med til at indfri ambitionerne, og vi vil gerne have flere af vores konventionelle kolleger med.

Men man kan ikke nøjes med at måle økologi i hektar. Hvis det økologiske areal skal vokse markant, skal markedet vokse med. Ellers risikerer vi at få flere økologiske varer, end der er efterspørgsel til. Og så ender regningen hos de landmænd, der har investeret i at lægge produktionen om.

Et sprøjteforbud kan gøre økologisk drift til et naturligt valg for flere landmænd og få det økologiske areal til at vokse hurtigt. Men hvis politikerne skubber på for mere økologisk produktion, må de også være med til at sikre, at varerne kan sælges.

Økologiske varer koster mere, fordi der bliver taget større hensyn til dyr, natur og drikkevand. Prisen er derfor ikke nødvendigvis forkert.

Måske er problemet, at vi har vænnet os til, at fødevarer skal være meget billige. Når man vælger økologisk, betaler man ikke kun for varen i køledisken. Det skal vi blive langt bedre til at fortælle.

Man kan se på momsen på økologiske fødevarer eller tilbageføre en del af det ekstra momsprovenu til indsatser, der styrker salget. Og det offentlige kan gå foran ved at købe mere dansk økologi til kantiner, hospitaler og institutioner.

Supermarkederne har også et ansvar. Forbrugerne kan ikke vælge dansk økologisk grisekød, hvis det ikke ligger i køledisken. Og de får svært ved at vælge det til, hvis prisforskellen bliver så stor, at varen kun er for de få.

Indlægget er bragt i Jyllands-Posten og kan læses her: Alle vil have mere økologi. Men hvem vil betale? - Jyllands-Posten