Ministeriets plan for sprøjteforbud er urealistiske
Af Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer
Da Miljøministeriet for et halvt år siden udkom med en rapport om et nationalt sprøjteforbud, så kaldte jeg den ’et fagligt makværk’.
Jeg konstaterede dengang, at det lignede startskuddet til en valgkamp. Det fik jeg da ret i.
Et af de punkter, man kan beklikke rapportens faglighed på – og der er mange – er omkring de tab, som landmændene kommer til at lide ved et så omfattende sprøjteforbud.
Miljøministeriet baserede sin tabsvurdering på tal fra virksomheden NIRAS, der brugte 17 handler som basis for at konkludere, at værditabet ved et sprøjteforbud er markant lavere, end hvad sagkyndige Overtaksationskommissioner er kommet frem til i en række tilfælde med lokale sprøjteforbud.
Man behøver næsten ikke være økonom for at konkludere, at 17 handler af landbrugsejendomme næppe er tilstrækkeligt til at sikre et retvisende billede af tabene ved et sprøjteforbud på 160.000 hektar – der reelt kommer til at påvirke mindst det dobbelte areal.
Vi har alligevel bedt konsulentvirksomheden Copenhagen Economics gennemgå tallene, som Miljøministeriet læner sig op ad. Konklusionen fra økonomerne er klar: Grundlaget er for svagt. Fordi der er for få handler. Og fordi de ikke er repræsentative.
Der er således blot tale om 17 handler, og en meget stor del af dem er i omegnen af København og Aarhus, hvor prissætningen kan være drevet af meget andet end landbrugsdrift. Som Copenhagen Economics skriver: ’I sådanne tilfælde vil et sprøjteforbud typisk have mindre betydning for handelsprisen, uden at dette kan generaliseres til jord, hvor værdien i højere grad hviler på landbrugsmæssig drift.
Det er klar tale. Og det bør også være intuitivt forståeligt for alle. Selvfølgelig kan man ikke beregne tabet ved et sprøjteforbud på flere hundredetusinde hektar på 17 handler af mindre brug nær vores to største byer.
Det bør også afspejle sig i det videre arbejde med at sikre lodsejerne en fair erstatning for deres værditab ved det sprøjteforbud, som jeg fortsat har svært ved at se som andet end noget, der skal signalere symbolsk grøn handlekraft.
Jeg er glad for, det er lykkes os at sikre, at der ikke kommer nogen aftale om et sprøjteforbud på denne side af sommerferien. Så kan politikerne passende bruge tiden på, at få pulsen lidt ned og genoverveje, hvilke løsninger, der er de rette.
God høst og god sommer!