Nyhed, 08.juli 2026

L&F: Fejl i ’græstælling’ må ikke komme landmanden til skade

SGAV retter fejl om permanent græs efter EU-afklaring. Det kan få konsekvenser for støtteordninger, varsler styrelsen.

Landbrug & Fødevarer er målløs over, at implementeringsfejl fra myndighedernes side kan ende med at få konsekvenser for støtteordninger. Landmændene har indrettet sig i tillid til myndighedernes udlægning af reglerne og har ikke haft mulighed for at handle anderledes. Vi arbejder derfor på at sikre, at det ikke får betydning for kompensationer for udtagning og tilskud, der allerede er udbetalt til landmændene.

 

Fra Landbrug & Fødevarers side har vi fuld opmærksomhed på problemstillingen og Viceformand Martin Hjort Jensen har blandt andet udtalt til flere medier, at det er helt centralt, at styrelsens fejl ikke på nogen måde kommer landmænd til skade.

 

-Det forhold, at myndighederne har fortolket forkert, skal selvfølgelig på ingen måde komme landmanden til skade. Myndighederne må derfor få løst problemet, så landmændene kan få den kompensation, de har fået tilsagn om.

 

Tidligere har trepartsminister Jeppe Bruus har da også forsikret landmændene om, at der var styr på ordningerne. Det skete på eget initiativ, da han indrykkede et debatindlæg i avisen Effektivt Landbrug. Her lød det i indledningen:

-Der er ingen grund til at så mistillid om, hvorvidt der er styr på EU-godkendelserne i det grønne trepartsarbejde. Alle ordninger skal naturligvis have det nødvendige godkendelsesgrundlag fra EU, skrev Jeppe Bruus 24. november 2025.

 

Men det kunne man altså ikke alligevel, lader det nu til.

- Fra politisk side er det blevet sagt meget klart, at der var styr på sagerne. Som borger i det her land skal man jo kunne regne med den slags. Og den nye minister Christian Rabjerg Madsen må forholde sig til sin forgængers – og partikollegas – udsagn og garanti, siger Martin Hjort Jensen

Hvis Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø ikke retter op på fejlen, kan det få store konsekvenser for den enkelte landmand.

- Der kan være rigtig mange landmænd, som har indgået aftaler om kompensation for deltagelse i vådområdeprojekter, lavbundsprojekter, permanent ekstensivering og midlertidig ekstensivering, og hvis arealer styrelsen nu mener skal omregistreres, med det resultat at deres kompensation bliver sat ned. Men det er jo helt skævt, og vi har endnu ikke kendskab til sagens omfang. Det er styrelsen, der har begået en fejl, og derfor er det også styrelsen, der må rette op på den og holde den enkelte borger skadesfri, fastslår Martin Hjort Jensen.

L&F vil i den kommende tid være i tæt dialog med SGAV for at klarlægge årsag til og omfang af fejlen, og vi vil også igangsætte en politisk indsats for at sikre at sagen håndteres på en måde, som ikke medfører tilbagebetaling eller lign.

Desuden arbejder Landbrug & Fødevarer løbende på at få yderligere afklaringer af, hvordan Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) konkret håndterer situationen.

Det er i den forbindelse vigtigt, at du ikke selv kontakter SGAV, men derimod afventer, at SGAV kontakter de landmænd, som, de vurderer, kan være berørt af situationen.

Fejl i opgørelsen af permanent græs

SGAV har fået en afklaring fra EU-Kommissionen, som ændrer på, hvilke afgrødekoder der skal tælle med i opgørelsen af, om et areal bliver til permanent græs.

SGAV oplyser, at det betyder, at arealer med græs og brak, der hidtil har været registreret som omdriftsarealer, i visse tilfælde i stedet skal registreres som permanent græs, og at det kan få konsekvenser for de støtteordninger, der er søgt på de berørte arealer.

Landbrug & Fødevarer er ved at få afklaret nærmere, præcist hvordan der vil ske ændringer i registreringen af henholdsvis omdriftsarealer og permanente græsarealer, og har opfordret SGAV til, at det kommunikeres præcist på deres hjemmeside.

Styrelsen har foreløbig indikeret, at det blandt andet drejer sig om arealer med blomster- og bestøverbrak. Når man etablerer en mark med blomster- eller bestøverbrak, jordbehandler man marken, og arealet defineres dermed som et omdriftsareal, der har ligget ”nul” år med græs. Det vil sige, at etablering af denne braktype for eksempel kan bryde et areals status som permanent græs. Her siger EU-Kommissionen, at dette ikke er en korrekt udlægning af reglerne. Det kræver at arealet reelt indgår i omdriften med en produktionsafgrøde som for eksempel majs eller korn, hvis arealets status af permanent græs skal brydes. Blomster- og bestøverbrak nulstiller dermed ikke tællingen af antal år med græs, fordi arealet fortsat holdes udenfor bedriftens omdrift. Derfor kan arealer, som tidligere har været udlagt med blomster- eller bestøverbrak, risikere at blive omdefineret fra omdriftsareal til permanent græsareal efter den nye regelfortolkning.

Hvornår bliver et areal til permanent græs?

Græs- og brakarealer overgår fra at være omdriftsarealer til at være permanente græsarealer, når de har ligget med græs/brak i mere end 5 år.

Forskellige tilskudsordninger med tilsagn kan sætte tællingen af år med græs på pause. Det gælder for eksempel for ordningen pleje af græs- og naturarealer, og når slåningsbrak, og blomster- og bestøverbrak indgår i bio-ordningen midlertidig ekstensivering.

Hvilke ordninger kan være berørt?

SGAV oplyser, at følgende ordninger kan være berørt af ændringerne:

  • Engangskompensation for deltagelse i vådområde- og lavbundsprojekter

  • 20-årig fastholdelse vedrørende deltagelse i vådområde- og lavbundsprojekter

  • Permanent ekstensivering

  • Klimalavbundsordningen og Naturstyrelsens klimalavbundsprojekter

  • Midlertidig ekstensivering (tidligere biodiversitet & bæredygtighed, fra 2023-2025)

  • Opfyldelse af 4 pct.-brakkravet (GLM 10 - tidl. GLM 8).

For udtagningsordningerne kan det give en lavere kompensation end den oprindeligt aftalte, hvis et areal omklassificeres fra omdriftsareal til brak.

Permanente græsarealer kan ikke anvendes til brak i ordningen midlertidig ekstensivering eller til opfyldelse af 4 pct.-kravet. Derfor kan en ændring af et brakareal fra omdriftsareal til permanent græs få betydning for, om du kan få støtte til midlertidig ekstensivering og for din opfyldelse af 4 pct.-kravet.

Landbrug & Fødevarer har spurgt SGAV, hvor stort omfanget af påvirkning af disse ordninger er. Det kan SGAV ikke opgøre på nuværende tidspunkt, da de fortsat er i gang med at afklare dette spørgsmål.

Hvor kan jeg finde mere information?

SGAVs nyhed om ændringerne: Flere afgrødekoder tæller med i opgørelsen af permanent græs - SGAV 

SGAVs QA om ændringerne. Denne QA vil løbende blive udbygget: Særligt om optælling af permanent græs - SGAV

Martin Hjort Jensens udtalelse til Landbrugsavisen: L&F efter stor brøler i styrelse: Det må ikke koste landmanden dyrt - LandbrugsAvisen