Myndigheder ændrer på tallene og sender lodsejere i uvished

Landmænd har i månedsvis knoklet med omlægningsplaner i de lokale grønne treparter og planlagt efter de kvælstofkrav, myndighederne tidligere har meldt ud. Der er brugt tid på møder, arbejdet med vådområder, minivådområder og mange andre lokale indsatser.

Arealomlægning og Vandmiljø offentliggjort nye, foreløbige grænser for, hvor meget kvælstof der udledes fra markerne i de mange lokale vandoplande. Og flere steder ser tallene helt anderledes ud end dem, kommuner og lodsejere har arbejdet efter. Ikke bare lidt anderledes. Helt anderledes.

Det kan ses meget konkret. I områder som Lister Dyb, Bornholm, Faxe Bugt og Køge Bugt viste de tidligere planer ingen større krav om at reducere kvælstofudledningen til kystvandene. Nu peger de nye foreløbige tal på regulering helt op til braklægningspunktet.Omvendt er der områder som Isefjord, Kerteminde Fjord og Kertinge Nor, der går fra meget hård regulering til ingen eller næsten ingen regulering.

Det er ikke små justeringer. Det er en markant ændring af de forudsætninger, som kommuner og lodsejere har arbejdet efter. På omkring 40 procent af det dyrkede areal peger tallene nu i en anden retning end tidligere.

Det efterlader et enkelt, men alvorligt spørgsmål: Hvordan skal lodsejere og landmænd kunne planlægge efter myndighedernes anvisninger, hvis grundlaget ændrer sig så markant fra den ene dag til den anden?

Lodsejerne har gjort det, de blev bedt om. De har sat sig ved bordet og brugt tid og ressourcer på at finde lokale løsninger.

Nu risikerer meget af det arbejde at være spildt. Og det handler ikke kun om møder, planer og arbejdstimer. Det handler også om kroner og øre. Flere lodsejere har truffet beslutninger, købt, solgt eller planlagt deres bedrift ud fra de forudsætninger, myndighederne tidligere har meldt ud. Når grundlaget pludselig flytter sig så markant, kan det få alvorlige konsekvenser både menneskeligt og økonomisk.

Dybt alvorligt

Det er dybt alvorligt. Og hvis tallene kan ændre sig så markant nu, hvordan skal man så have tillid til, at de ikke flytter sig igen, når de endeligt kort efter planen er klar til september?

Der arbejdes fortsat på højtryk ude i de lokale treparter. Men med den nye prognose er forvirringen total. Kvælstofreguleringen fremstår efterhånden så omskiftelig, at det er svært at se, hvordan den skal give stabile rammer for de mennesker, der skal planlægge efter den.

Det er jo altså ikke bare tal på et kort. Ved Isefjord har kommuner og lodsejere som eksempel lagt et stort arbejde i at udvikle projekter og stille jord til rådighed. Nu viser den foreløbige prognose, at behovet for kvælstofreduktioner flere steder er langt mindre end hidtil forudsat.

De mennesker har krav på et ordentligt svar. De har bidraget loyalt og konstruktivt, og de skal ikke stå tilbage med en oplevelse af, at deres indsats byggede på tal, som myndighederne ikke havde styr på.

Andre steder rammer usikkerheden den modsatte vej. På Bornholm og ved Vadehavet står lodsejere nu over for markant hårdere regulering, selv om de hidtidige tal pegede i en anden retning. Her har man hverken haft adgang til omlægningsordninger eller af gode grunde arbejdet på at etablere vådområder. Men nu kommer nye massive reduktionskrav tromlende med meget kort varsel.

Tragikomisk urimeligt

Det er så urimeligt, at det næsten er tragikomisk.

Det er præcis det scenarie, vi fra Landbrug & Fødevarers side har advaret imod: At kvælstofreguleringen i sin nuværende form hviler på et særdeles usikkert fagligt grundlag. Den nye prognose viser, at bekymringen var reel.

Faktum er, at man politisk spilder både samfundets penge og lodsejernes tid.

Når vi som landmænd og lodsejere bliver bedt om at ændre produktionen, afgive jord eller indgå i store lokale projekter, kræver det stabile og troværdige rammer. Det er ikke et særkrav fra landbruget. Det er en forudsætning for, at arbejdet kan lykkes.

Derfor er konklusionen også klar: Når tallene kan flytte sig så markant, bør reguleringsstarten som minimum udskydes. Myndighederne må have datagrundlaget på plads, før landmænd og lodsejere mødes med nye krav.

Den politiske konsekvens bør være, at politikerne stopper op, og giver myndighederne tid til at regne ordentligt på tallene og sikre et solidt faglig grundlag.

For det handler om tillid til, at den enkelte kan planlægge sin bedrift og være tryg ved de udmeldinger, der kommer fra det politiske system.

Landmænd og lodsejere har gjort det, vi blev bedt om. Vi har brugt tid på lokale løsninger og bidraget til at planlægge en historisk omlægning af Danmark. Så skylder det politiske system også at levere stabile rammer og et datagrundlag, der kan holde.

Alt andet er uansvarligt.