Naturprojekter uden risiko for ny ejendomsstatus
Længe ventet lov er nu endelig vedtaget: L&F har arbejdet for, at naturindsatser ikke skal koste lodsejer deres landbrugsstatus i vurderingssystemet.
Ny kategori skal skabe tryghed
Folketinget har vedtaget nye regler, som skal gøre det mere attraktivt for lodsejere at indgå i natur- og skovprojekter. Fra 1. januar 2027 samles landbrugs-, skov- og naturejendomme i én fælles kategori.
Den væsentligste ændring er, at en ejendoms kategori fremover i højere grad afhænger af arealet og ikke af, om jorden drives landbrugsmæssigt eller er udtaget til natur. Dermed mindskes risikoen for, at en ejendom skifter status, fordi ejeren deltager i et naturprojekt eller etablerer skov.
Ifølge Benedikte Boisen Rolighed, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer er formålet at sikre, at lodsejere ikke bliver stillet dårligere skattemæssigt ved at bidrage til natur- og klimaindsatsen.
Lovændringen betyder samtidig, at de nuværende kategorier for landbrugs- og skovejendomme erstattes af én samlet kategori. Vurderingsstyrelsen forventer, at omkring 13.000 ejendomme bliver omkategoriseret. Ejerne vil modtage et forslag til afgørelse og efterfølgende en endelig afgørelse med mulighed for at klage, de forventes at foreligge i slutningen af efteråret.
L&F har arbejdet for regler, der giver landmænd og lodsejere større sikkerhed, når de bidrager til natur-, klima- og biodiversitetsindsatser, og følger nu implementeringen af de nye regler tæt.