Sprøjteforbud som symbolpolitisk boksebold

Politikerne på Christiansborg har den seneste tid forhandlet om det kommende nationale sprøjteforbud. Det lykkedes dem ikke at komme på plads med en foreløbig aftale inden sommerferien. Det har vi naturligvis arbejdet hårdt for blev udkommet på denne side af sommeren.

 Nu håber jeg, at politikerne i stedet vil bruge tiden i løbet af sommeren til at besinde sig. At de finder tilbage til intentionerne i den grønne trepartsaftale, så man indtænker drikkevandsbeskyttelsen i det lokalt funderede arbejde, og dermed sikrer, at både drikkevand og vilkår for landmændene tilgodeses bedst muligt.

Det var udgangspunktet, da vi sad og drøftede den grønne trepartsaftale. Jeg er stadigt forarget over, at politikerne lægger op til ikke at respektere den og i stedet vil stække produktionen for mange landmænd baseret på modelberegnede kort, hvor man gerne må sprøjte i den ene ende af en mark, men bestemt ikke i den anden. Det giver absolut ingen mening.

Og så er det ikke engang den største risiko for drikkevandet, vi får stoppet. I den forgangne weekend sagde professor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet Nina Cedergreen det meget præcist til Berlingske:

’Jeg synes, at vi skulle bruge ressourcerne på at lave en vurdering af, hvad der egentlig udgør en potentiel risiko. Det er de kilder, vi skal opspore allerførst og få stoppet, hvis vi vil sikre fremtidens drikkevand. Ellers står næste generation her om 20 år og spørger, hvorfor gjorde I ikke noget?

Medier med ringe nysgerrighed

Det er enormt ærgerligt, at politikerne bruger landbruget som symbolpolitisk boksebold, i stedet for reelt at sætte ind med tiltag, der beskytter det drikkevand, som vi jo alle ønsker skal være både rent og sikkert at drikke for dyr og mennesker.

Mit håb er der stadig. Men det er nok optimistisk. Dertil var meldingerne alt for bastante i valgkampen. Et nationalt sprøjteforbud i de sårbare grundvandsdannende områder blev et mantra til at signalere grøn handlekraft.

Først i valgkampens sidste dage begyndte enkelte medier at spørge forskere om, hvorvidt forslaget egentlig er klogt og nødvendigt.

En af dem er professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet. Han sagde: ’Der er i dag stort set ikke nogen sprøjtegifte tilbage, der udgør en risiko. Fordi vi allerede har forbudt de pesticider, der kan sive ned i jorden og gå i drikkevandet.

Andre forskere har tidligere kaldt etablering af grundvandsparker spild af penge, og at det er at skyde gråspurve med kanoner at sige, at alle pesticider er problematiske.

Men den slags stemmer hørte vi altså først sent i valgkampen. Jeg tror ikke, jeg har oplevet forslag med så stor betydning, hvor mediernes nysgerrighed på nødvendighed og konsekvenser har været så ringe.

Det er tankevækkende.

Et nationalt sprøjteforbud vil få betydning for mange landmænd. Der er lagt op til, at 160.000 hektar landbrugsjord vil blive omfattet. Reelt bliver det selvfølgelig meget mere. Hvis et område ligger midt igennem en mark, så påvirker det jo i praksis hele marken. Ejendommenes arrondering vil kunne blive fuldstændig flået fra hinanden med defigureringer. De driftsmæssige udfordringer kan blive kolossale.

Det samme kan potentielt de økonomiske tab.

Som del af en rapport fra Miljøministeriet fra januar, der grangiveligt lignede et partsoplæg og et startskud til valgkampen, har man bedt virksomheden NIRAS, der også har mange samarbejder med vandforsyningsselskaber, opgøre de økonomiske tab.

NIRAS har brugt en metode, hvor der ses på værditabet ved 17 realiserede handler med jord med sprøjteforbud og kommer frem til et tal, som umiddelbart er meget svært at se, giver mening. I hvert fald, hvis man sammenligner med de erstatninger, der er givet ved taksation i lokale sager om sprøjteforbud. Ganger man op i løs vægt, så er værditabet cirka tre gange så stort, som NIRAS kommer frem til.

Vi har bedt den uafhængige konsulentvirksomhed Copenhagen Economics vurdere, hvordan man bedst kan opgøre tabet.

Alt for svagt grundlag

Konklusionen er klar: Datagrundlaget i NIRAS’ opgørelse er alt for svagt. 17 handler er for få til at sige noget kvalificeret om værditabet. Samtidigt er en stor del af handlerne i omegnen af København og Aarhus, hvor prissætningen kan være drevet af meget andet end landbrugsdrift. Den eneste fagligt korrekte måde at opgøre tabet retvisende er gennem taksation.

Da rapporten fra Miljøministeriet udkom kaldte jeg den ’fagligt makværk’. Copenhagen Economics er mere høflige i forhold til NIRAS’ analyse, men bundlinjen er vist den samme.

I rapporten fra Miljøministeriet lægges der op til, at forbuddet kan ske som erstatningsfri regulering. Jeg har stadig, et halvt år senere, svært ved at finde ord for, hvor vildt det er.

Den nye miljøminister har i vævende vendinger talt om, at de allerhårdest ramte landmænd måske skal have kompensation.

Men lad mig bare gentage, hvad jeg har sagt nogle gange: Vil politikerne gennemføre initiativet som erstatningsfri regulering, eller yde mindre end fuld erstatning for værditabene, så har vi intet andet alternativ end at gå rettens vej. Vi kommer under ingen omstændigheder til stiltiende at acceptere mindre end fuld erstatning for et indgreb, der er så omfattende og ødelæggende.

Jeg hører i debatten ofte et udsagn om, at man blot kan lægge om til økologisk produktion, så er man jo ude over problemet. Der er såmænd også en del politikere, der burde vide bedre, som siger det.

Men som alle landmænd ved, så er det ikke noget, man bare gør. Det tager adskillige år at få omstillet en produktion til økologi og at kunne få lov at sælge sine produkter som certificeret økologiske. Samtidigt er økologiske landmænd eksperter på deres felt. Du går ikke blot ind fra gaden og kører en effektiv økologisk produktion. Selv om man nogle gange skulle tro det på politikernes udsagn.

Ret gerne den misforståelse, hvis I bliver konfronteret med den hen over sommeren.

NGT-succes

Udfordringerne er mange for os lige nu. Men vi skal huske også at glædes over de ting, der lykkes. For et par uger siden uge blev præcisionsforædling, altså NGT-teknikkerne, godkendt i EU. Det er noget, vi har brugt rigtig mange ressourcer på i Landbrug & Fødevarer, og det har potentiale til at blive en gamechanger i planteavlen. Og ironisk nok noget, der over tid kunne gøre et sprøjteforbud total overflødigt.

Nu står høsten for døren. Jeg tror, rigtig mange af os ser frem til at komme i gang med en af de store ’højtider’ i landbruget. Hvor vi giver den gas, ser resultatet af årets indsats og arbejder med det, der i første omgang fik mange af os til at gå ind i verdens vigtigste erhverv – det gode landmandskab, de rullende mejetærskere, de fyldte lader og fodersiloer – og fyldte hylder og kølediske i butikkerne i det danske sommerland og i udlandet.