Foto: Ture Andersen
Vaccination mod alle serotyper af bluetongue er nu tilladt
Kvægbrugere og fåreavlere kan nu i dialog med dyrlægen vælge at vaccinere, hvis der vurderes at være behov for det.
Det er nu tilladt at vaccinere mod alle serotyper af bluetonguevirus (BTV) - også selv om den konkrete serotype ikke er konstateret i Danmark.
Det betyder, at kvægbrugere og fåreavlere i dialog med egen dyrlæge kan vælge at vaccinere, hvis der vurderes at være behov for det.
Vær blandt andet opmærksom på om der er særlige krav eller forbehold, hvis du på et tidspunkt skal eksportere dyr. Tal med din eksportør herom eller kontakt Fødevarestyrelsen
Vacciner mod andre serotyper vil blive tilgængelige i Medicinpriser.dk, efterhånden som producenterne ønsker dem markedsført i Danmark.
Baggrunden er, at reglerne er ændret i EU, og at det tidligere forbud i den danske bluetonguebekendtgørelse er ophævet med virkning fra juni. Tidligere var vaccination mod visse serotyper ikke tilladt, fordi det kunne påvirke Danmarks fristatus, men pga. af en nedklassificering af BTV, anvendes kategorien fristatus ikke mere.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at der fortsat mangler tilpasninger af de tilhørende EU-regler på området som følge af nedklassificeringen. De ændringer forventes først at være fuldt gennemført til oktober, og de konkrete konsekvenser kender vi endnu ikke.
Selvom restriktionerne er ophævet, så gælder pligten til at oplyse om bluetongue stadig. Ved mistanke skal besætningsejere kontakte deres dyrlæge, hvorefter prøver kan udtages til analyse. Analyseomkostningerne dækkes forsat af Fødevarestyrelsen.
Vi anbefaler, at man holder øje med Fødevarestyrelsens hjemmeside, som løbende bliver opdateret med nyt på området:
Nyheder om bluetongue - Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri