Nyhed, 28.juli 2026

L&F's ejendomme styrker organisationens handlekraft

Mange forbinder L&F med politisk interessevaretagelse. Men organisationen har også en betydelig ejendomsportefølje, som spiller en rolle for L&F's økonomi.

Af Zaida Lacoma Berndorff, L&F

Fra Axelborg i hjertet af København til Agro Food Park ved Aarhus ejer og driver L&F ejendomme, konferencehoteller og udviklingsområder.

-Vi omsætter ejendomsværdier til økonomisk handlekraft for hele L&F. Vi vurderer løbende, om vi får det optimale ud af vores ejendomsportefølje, og hvordan den bedst kan bidrage til organisationens udvikling, siger Camilla Brehm Suhr, direktør for Organisation, Kultur og Ejendomme i L&F.

Axelborg er mere end et hovedsæde

For mange medlemmer er Axelborg selve symbolet på dansk landbrug. Siden bygningen blev indviet i 1920, har den været samlingspunkt for store dele af andelsbevægelsen og landbrugets organisationer. I dag er Axelborg fortsat hovedsæde for Landbrug & Fødevarer og arbejdsplads for både medarbejdere og folkevalgte.

Flere af L&F’s ejendomme er investeringer, der primært skal skabe finansiel værdi:

-Vi arbejder målrettet på at skabe et højt, risikobalanceret afkast af ejendommene til L&F. Det gør vi med respekt for både markedet, lejerne, brugerne og de langsigtede værdier. Når lejere og brugere oplever kvalitet, tryghed og god service, skaber det grundlaget for et stærkt og langsigtet afkast, siger Thomas Funch-Hansen, direktør for Ejendomme i L&F.

L&F's portefølje tæller blandt andet Agro Food Park ved Aarhus, konferencehotellerne Horisont og KolleKolle, laboratoriefaciliteter og afprøvningsstationen Bøgildgård i Kjellerup, vaskehaller i Padborg og ejendomskomplekset Buen i København.

Et sted hvor erhvervet mødes

Mens Axelborg er et historisk og politisk samlingspunkt, er Agro Food Park et eksempel på, hvordan L&F arbejder med fremtidens erhverv.

Området ved Aarhus huser i dag omkring 100 virksomheder og fungerer som en klynge for virksomheder inden for fødevarer, landbrug, teknologi og innovation.

-Det handler om at skabe et miljø for erhvervet. Et sted hvor virksomheder kan mødes, samarbejde og udvikle nye idéer. Når mennesker med forskellige kompetencer arbejder sammen, opstår der ofte bedre løsninger, siger Anne-Marie Hansen, direktør i Agro Food Park.

Udover det faglige fællesskab handler Agro Food Park også om økonomi. Derfor arbejder Agro Food Park med udviklingen af området, så det også fremover kan tiltrække virksomheder og investeringer.

-Vi udvikler løbende området og ser på, hvordan vi kan skabe de bedste rammer for både nuværende og kommende virksomheder. Det handler både om det faglige miljø og de fysiske omgivelser, siger Anne-Marie Hansen.

L&F's ejendomme rummer også faciliteter, der understøtter nogle af organisationens faglige kerneopgaver. I Kjellerup ligger Veterinært Laboratorium, som udfører undersøgelser af blandt andet kvæg og grise. Her analyseres prøver og foretages obduktioner for at fastslå dødsårsager og sygdomsforløb og dermed bidrage til ny viden, der kan forebygge sygdom blandt husdyr.

Værdi skabes af mennesker

L&F's ejendomsstrategi handler om mere end økonomi alene. Det handler om værdioptimering i bred forstand.

Ejendommene skal understøtte samarbejde, innovation og fællesskab på tværs af organisationen og erhvervet.

-Værdien af vores ejendomme skabes ikke alene af mursten, men også af de mennesker og virksomheder, der vælger at bruge dem. Derfor er det afgørende for os at udvikle attraktive miljøer, hvor mennesker har lyst til at arbejde, mødes og samarbejde, siger Camilla Brehm Suhr, direktør for Organisation, Kultur og Ejendomme.

L&F Ejendomme har ansvaret for de rammer, som organisationens egne medarbejdere arbejder i hver dag.