Økologien skal gå endnu mere i front på biodiversitet
Naturkrav til økologiske landmænd kan være med til at styrke fortællingen til forbrugerne om økologiens kvaliteter.
Når årets økologiske sommermøder havde fokus på biodiversitet og natur, så var det ikke et tilfælde. Økologisektionen i L&F præsenterer i øjeblikket et konkret forslag til nye naturkrav til alle økologiske producenter. Forslaget skal styrke biodiversiteten i agerlandet og tydeliggøre flere positive effekter ved den økologiske produktion. Modellen baserer sig på en simpel marknaturscore, der beregnes på baggrund af data fra de årlige indberetninger til SGAV.
- Vi ved fra forskningen, at der er omkring 30 procent mere biodiversitet på de økologiske bedrifter sammenlignet med konventionelle bedrifter. Men biodiversiteten kan med enkle tiltag også forbedres betragteligt i det økologiske agerland, siger Lars Holdensen, chefkonsulent i L&F Økologi.
Går forrest
Hvis der bliver stillet konkrete minimumskrav til biodiversitetsindsatser for alle økologer, så forventer Økologisektionens bestyrelse, at det generelt vil øge den samlede biodiversitet på de økologiske ejendomme. Det vil være med til at tydeliggøre for omverdenen, at økologien også går forrest når det gælder gode forhold til flere vilde dyr og planter i agerlandet.
- På den måde vil økologien kunne fortælle forbrugerne, at der stilles særlige krav til biodiversitets- og naturindsatser, på samme måde som der i økologien også stilles særlige krav til for eksempel kulstofopbyggende afgrøder i sædskiftet eller særlige krav til dyrevelfærd, siger Lars Holdensen.
Økologisektionen arbejder med en model, hvor marknaturscoren beregnes på baggrund af en kombination af bedriftens faste landskabselementer og andelen af markskel i forhold til markernes størrelse.
Vigtige levesteder
De faste landskabselementer er leve-, rede- og fourargeringssted for en stor del af agerlandets fauna og inkluderer blandt andet læhegn, krat, remiser, vandhuller, insektvolde, stendynger, solitære træer og meget mere.
- Forskning viser, at markkanterne fungerer som vigtige levesteder og refugier for mange arter, og letter bevægelsen for blandt andet de flyvende insekter. Samtidig giver mindre marker en større variation af afgrøder i landskabet, hvilket understøtter de arter, der har brug for forskellige ressourcer eller komplementære levesteder, siger Lars Holdensen.
Det er veldokumenteret, at både artsrigdom og bestande af planter, insekter, og hvirveldyr er generelt højere i landskaber med mindre marker.