Det er ikke landbrugets skyld, at omlægningen går langsomt

Er man fast læser af Information, vil man nok tro, at landbruget er skyld i, at den historiske omlægning af vores jord går langsomt. Men avisen overser, at statslig langsommelighed er den store hæmsko.

Det er naturligvis lettere at skrive endnu en leder om landbrugets ansvar end at interessere sig for, om staten og kommunerne faktisk har kapaciteten til at gennemføre de beslutninger, politikerne træffer. Og den lette løsning og blinde vinkel valgte Information igen i en leder i tirsdagsavisen. 

»Hvis man har gået og tænkt over, hvordan det egentlig skrider frem med den historisk store omlægning af dansk landbrugsjord, er svaret: langsomt,« lød det indledningsvist i lederen, hvor det er svært ikke at læse resten af teksten, som om skylden ligger hos navnlig landbruget. 

Det, vi stadig har til gode, er at læse undersøgende journalistik i Information om, hvorfor tingene går langsomt. For hvad der tilsyneladende kun handler om vilje set fra et skrivebord i Store Kongensgade i København, er i virkelighedens verden en gigantisk opgave. 

En opgave, der kræver tilsvarende store ressourcer hos de myndigheder, der skal realisere dem. 

Der er ikke tale om et råb om flere støttekroner

Udfordringerne kan man få et indblik i, hvis man læser statusrapporten om den grønne trepartsaftale, som Kommunernes Landsforening (KL) udgav i maj. Her konstateres der en »massiv vilje til handling hos både kommuner, lokale grønne treparter og lodsejere«, men det beskrives også, at det nuværende momentum er truet af strukturelle barrierer. 

Det handler blandt andet om mulighederne for at skaffe de nødvendige kompetencer og ressourcer ude i kommunerne til at føre de mange projekter ud i livet. Rapporten peger også på de økonomiske muligheder, kommunerne har for at få processen til at skride frem. Der peges også på, at det er nødvendigt, at lodsejerne får klarhed om kvælstofreguleringen, da der ellers er for stor usikkerhed forbundet med at indgå i arealudtag. 

»Det kalder på landspolitisk opmærksomhed,« konstaterer KL. 

Det er svært at læse statusrapporten som andet end en opfordring til staten om at sikre, at der kan skaffes de nødvendige ressourcer til arbejdet og fjernes bureaukrati. Samt en opfordring til at give landmænd og øvrige lodsejere kendte rammer, så de ikke går ind i omlægningsarbejdet med bind for øjnene. 

At der er markante ressourceproblemer, når miljøpolitik skal implementeres, er langtfra ukendt. Og selv om det er fristende at afskrive enhver diskussion om manglende fremdrift som endnu et ønske fra landbruget om flere støttekroner, så er det altså ikke det, der er tale om her. 

Udfordringen handler om noget langt mindre ophidsende, ja, man fristes til at sige jordnært: landinspektører, ingeniører, biologer og sagsbehandlere i kommuner og styrelser, som er nødvendige, for at marker kan blive til moser, våde enge og skov. Kort sagt: Om de offentlige myndigheder har ressourcerne til at føre de politiske beslutninger ud i livet. 

Vagthunden har mistet færten

Når det perspektiv mangler, er det let at få indtryk af, at forsinkelserne skyldes et fodslæbende landbrug. Men mange lodsejere står faktisk allerede i kø for at deltage i projekter under den grønne trepart. 

Problemet er blot, at man ikke kan underskrive en aftale, som endnu ikke er blevet udarbejdet, og heller ikke kan gennemføre et projekt, som endnu ikke er blevet behandlet. Hvis lodsejerne forventes at levere fremdrift, før myndighederne har haft mulighed for at omsætte planerne til konkrete projekter og aftaler, så er vi godt nok ude i en alternativ arbejdsdeling. 

Det burde man forvente, at vagthundene i pressen ville interessere sig for. Men præcis når det handler om landbruget, så er det, som om vagthunden har mistet færten. Mange journalisters rygmarvsreaktion er at bebrejde landbruget, mens interessen for at undersøge myndighedernes udfordringer synes mere begrænset. 

Rollen som vagthund er måske blevet til en rolle som skødehund for politikere og meningsdannere, der – ikke mindst i Information – har fripas til kontekstløst at kritisere landbruget. Og når forklaringen er givet på forhånd, slipper man jo bekvemt for det besværlige arbejde med at afdække og undersøge, om virkeligheden skulle vise sig at være mere kompliceret. 

For hvis noget går for langsomt, ligger svaret jo lige for: Det må være landbrugets skyld.