Han vil gerne omstille – men ikke på én nat

På Torup Bakkegård & Orelund er det ikke modstanden mod forandring, der fylder hos Jacob Brejnholt Jacobsen. Det er tempoet.

På de omkring 1.550 hektar med grøntsager - foruden godt 1.000 hektar med andre afgrøder - dyrker han blandt andet løg, kål, salater, majs, asparges og ærter. Produktionen er bygget op over mange år med maskiner, medarbejdere, sædskifter og aftaler med detailhandlen. Fast omkring 130 medarbejdere og i højsæsonen en del flere.

Nu skal den nye kvælstofregulering efter planen træde i kraft 1. januar 2027. Men de endelige udledningsgrænser kommer først senere på året.

Det efterlader grøntsagsproducenten med et helt konkret problem: For hvordan skal han planlægge næste års produktion, når han endnu ikke kender alle rammerne og ved, hvad han ifølge reglerne kan plante hvor?

– Vi kan godt omstille os. Vi vil også gerne omstille os. Men det kan ikke bare ske overnight. Det er det, vi prøver at få med. Tidsperspektivet, siger Jacob Brejnholt Jacobsen.

Det handler også om respekten for landmandskabet. Planter retter sig nu engang ikke efter paragraffer, men naturen.

For grøntsagsproducenten handler kvælstofreguleringen ikke nødvendigvis om, at bestemte grøntsager forsvinder fra de danske marker.

Men reguleringen kan få betydning for, hvordan de dyrkes og dermed også for økonomien. Det perspektiv er savnet i alt for stor grad hos de politiske beslutningstagere.

Spidskål er et konkret eksempel. Hvis afgrøden ikke får den næring, den har brug for, kan den blive mindre. For andre afgrøder kan konsekvenserne være større.

– Vi ved for eksempel med broccoli, at hvis den ikke får den rigtige gødning, så bliver den ikke brugbar. Den bliver ikke holdbar, siger han.

Alternativet kan være at flytte produktionen til andre arealer eller finde mere jord. Men jord, maskiner og medarbejdere kan ikke skaffes fra den ene dag til den anden. Og det er netop her, Jacob Brejnholt Jacobsen ser den største udfordring.

Det handler om mere end kvælstof

Torup Bakkegård er ikke en bedrift, hvor man bare kan skrue op eller ned for én afgrøde. Det er tættere på at være en industriproduktion. Dagligt forlader 8-10 lastbiler gården fyldt med grøntsager. Eller hvad der svarer til over 300 paller, der køres direkte til de store supermarkeders lagre.

Der dyrkes mange forskellige kulturer, som skal passe sammen i et kompliceret sædskifte. Nogle marker kan endda have flere forskellige afgrøder på samme år.

Samtidig skal produktionen passe med supermarkedernes efterspørgsel.

– Vi har måske 20-25 forskellige kulturer. Hvis vi lå i Tyskland, havde vi nok koncentreret os om to eller tre. Men fordi vi er et lille land, og vi leverer grøntsager til dansk detailhandel, er vi nødt til at have mange produkter med. Det er helt afgørende at have en vis volumen med al den compliance og papirarbejde der medfølger. Det kan man ikke som en lille bedrift, siger han.

Det er derfor en ændring i reglerne hurtigt kan få konsekvenser langt ud over den enkelte mark.

Hvis produktionen bliver dyrere, skal regningen enten bæres af producenten eller af forbrugeren. Og hvis danske grøntsager bliver for dyre, er der en betydelig risiko for, at supermarkederne i stedet køber dem i udlandet – ja, det ser man allerede i dag, når agurker, tomater, salater og ærter skal vælges på hylderne, og forbrugeren ser på prisskiltene frem for produktionsland.

Det kan udfordre den forsyningssikkerhed, som samtidig er en politisk ambition at styrke.

Og så skal forbrugerne vænne sig til, at færre bekæmpelsesmidler og mindre næring også kan betyde, at grøntsagerne ser lidt anderledes ud. Måske bliver de mindre, måske får de flere skønhedsfejl. Det betyder, at vores opfattelse af kvalitet også skal ændre sig, når vi står ved grøntafdelingen. For selv om en gulerod er skæv eller et kålhoved er mindre, kan det jo sagtens smage lige så godt.

Vil gerne producere mere dansk

Det paradoks er ikke tabt på Jacob Brejnholt Jacobsen. For han ser faktisk et stort potentiale i at producere flere grøntsager i Danmark.

– Vi ved, at vi gerne vil lave grøntsager, og vi ved, at vi kan lave grøntsager i Danmark. Vi er dygtige til det. Hvorfor ikke understøtte det?

Hans ønske til politikerne er derfor ikke færre ambitioner, men en tydeligere retning. Hvis Danmark vil have mere dansk frugt og grønt, skal producenterne vide, hvad de skal investere i. Og de skal have tid til at gøre det. Det gælder både jord, maskiner, medarbejdere og produktionsformer.

– Vi mangler strategien. Vi vil frygtelig gerne løse opgaven. Men vi er også bundet af at have en økonomi, der skal hænge sammen.

Et spørgsmål om tid

Jacob Brejnholt Jacobsen er på ingen måde imod den grønne omstilling. Tværtimod.

Han peger på, at landbruget allerede har vist, at store forandringer kan gennemføres, når der er en fælles retning og dialog mellem politikere og erhverv. Men omstilling kræver tid.

– Vi har jo ikke nogen interesse i at ødelægge naturen. Vi vil gerne levere på de politiske ønsker og løse den opgave, der er. Men nogle gange bliver det bare svært at nå at omstille sig.

For ham er spørgsmålet derfor ikke, om dansk landbrug skal forandre sig. Det er, om politikerne giver producenterne den tid og den sikkerhed, der skal til for faktisk at kunne gøre det. Og at forretningen følger med.