Nyhed, 19.august 2026

Styrelsen forlænger frist for ulvesikrede hegn

Landmænd og andre tilsagnshavere, der endnu ikke har indsendt dokumentation for ulvesikring af hegn, får nu en ny chance

Landmænd og andre tilsagnshavere, der endnu ikke har indsendt dokumentation for ulvesikring af hegn, får nu en ny chance. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø forlænger fristen til 31. august 2026.

Den oprindelige frist var 30. juni og gælder tilsagn om tilskud til ulvesikring af hegn fra ansøgningsrunden i september 2025.

Styrelsen oplyser, at der fortsat er en række tilsagnshavere, som hverken har indsendt dokumentation for den gennemførte ulvesikring eller søgt om at få fristen forlænget.

Derfor har styrelsen bedt blandt andre Landbrug & Fødevarer, Dansk Fåreavl og Danske Lammeproducenter om at videreformidle en påmindelse til deres medlemmer.

Ny frist 31. august

Tilsagnshavere, der har gennemført ulvesikringen, skal indsende den nødvendige dokumentation senest 31. august.

Har man ikke haft mulighed for at benytte tilsagnet inden fristen, skal man ligeledes senest 31. august sende en anmodning om fristforlængelse til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Anmodningen skal indeholde en begrundelse for, hvorfor tilsagnet endnu ikke er blevet udnyttet.

Anmodningen skal sendes til tilskudulv@sgav.dk.