Kvælstofregulering kan vende op og ned på kvægbedrifter

For kvægbrugere handler den nye kvælstofregulering ikke kun om en kvote på et stykke papir. Den kan ændre hele grundlaget for at producere grovfoder, disponere arealer og få den daglige drift til at hænge sammen. Det oplever kvægbruger Jeppe fra Vester Klinkby nordvest for Lemvig. 

På Vester Klinkby ved Lemvig er foderplanen for næste år for længst gjort færdig. Afgrøder bliver sået, sædskiftet er lagt, for der skal tænkes flere år frem for at sikre foder nok til gårdens 300 malkekøer. Driften kører, som altid, derudad – men usikkerheden om fremtiden har aldrig været større. 

For 35-årige Jeppe, der er tredje generation på gården og overtog den i 2020, er konsekvenserne af den nye udledningsbaserede kvælstofregulering nærmest fatale: 

– For mit vedkommende og for mange af os her lokalt er det en kæmpe katastrofe. Næsten al min jord ligger i de hårdest ramte områder. Jeg tror, jeg har tre hektar, der er lysegrønne. Resten er blåt, siger han. 

Jeppe driver 380 hektar med blandt andet raps, byg, hvede, græs og majs. Cirka 160 hektar bruges til grovfoder, som i dag består af omtrent 60 procent majs og 40 procent græs. 

Majsen kan flytte 30 kilometer væk 

Netop produktionen af grovfoder er en af de helt store udfordringer for kvægbrugerne. Majs bliver i nogle områder beregnet til at have en så høj kvælstofudledning, at det kan blive vanskeligt at dyrke den på de arealer, hvor den dyrkes i dag. 

For Jeppe kan konsekvensen blive, at majsen skal produceres langt fra gården. 

- Hvis jeg skal dyrke 1 ha. Majs skal jeg braklægge 1,7 ha. Det er næsten 2/3 dele af min jord til majs. Jeg ved ikke hvordan, jeg skal kunne forrente det eller få mit sædskifte til at hænge sammen. Jeg ville skulle alliere mig med naboer, der kan dyrke majs, men det er mindst 30 kilometer væk for at hente majs og det bliver et stort problem i den daglige drift, siger han. 

Det er præcis den problemstilling, der bekymrer formand for Landbrug & Fødevarer Kvæg, Jesper Arnth:  

– Mange kvægbedrifter er bygget op omkring, at grovfoderet dyrkes tæt på køerne, og gyllen bruges på markerne i en fornuftig radius. Det hænger sammen med foderforsyning, harmoniareal, økonomi og den daglige drift. Den logik risikerer reguleringen nu at slå i stykker, siger han. 

Hvis foder og gylle skal transporteres over større afstande, betyder det samtidig mere tung trafik på vejene og mere transport gennem de lokalsamfund, som bedrifterne ligger i. 

En oplagt løsning kan umiddelbart være at dyrke mere græs og mindre majs. Men så enkelt er regnestykket ikke. 

Græs giver på mange jorde et lavere udbytte og er mere følsomt over for tørke. Det kan betyde, at der enten kommer til at mangle foder til køerne, eller at der skal bruges flere hektar for at producere den samme fodermængde. Ifølge kvægformanden handler det ikke om landmandens evne til at tilpasse sig – det er vi historisk gode til. Men man kan ikke bare bytte én afgrøde ud med den anden fra dag til dag. Det samme fremhæver Jeppe: 

– Det bliver et meget forringet sædskifte, hvis vi primært ender med græs og vårbyg med efterafgrøder. Jeg har jo netop arbejdet på at dyrke mere på mindre areal og have et sundt sædskifte, så vi kan mindske problemer med ukrudt og svampe. Nu risikerer alt det gode, vi har arbejdet med at blive skudt til hjørne, siger han. 

Et andet stort problem er timingen. Regeringen lægger op til, at reguleringen formelt starter 1. januar 2027. Men i praksis har den allerede betydning nu, fordi vinterafgrøder, efterafgrøder og sædskifte til næste års produktion skal besluttes og etableres i 2026: 

– De tidsfrister skriger til himlen. Tidligt sået hvede kan blive ulovlig for mig næste år. Hvad forventer man så, at jeg skal gøre? Pløje den op og så om? Det er jo allerede i jorden. Det har været planlagt, der er blevet købt ind, og afgrøden er sået, siger Jeppe. 

For kvægbedrifter er perspektivet langt, når det handler om produktionen af grovfoder. Foderproduktionen planlægges over flere år, og det, der dyrkes nu, skal være med til at sikre beholdningerne langt ind i 2028. 

Derfor mener L&F, at den nye regulering tidligst bør få dyrkningsmæssig virkning fra 1. august 2027, så den følger landbrugets dyrkningsår, og landmændene får mulighed for at kende regler, udledningsgrænser og kompensation, før de skal handle efter dem. 

Der er ikke brug for omstilling – for vi er allerede i gang 

Usikkerheden er ekstra frustrerende for Jeppe, fordi familien allerede har været med til at gennemføre konkrete miljøtiltag. I 2018 var Jeppes forældre sammen med seks andre lodsejere med til at etablere et vådområde på 17 hektar. Omkring 70 procent af drænvandet fra ejendommens jord løb ifølge Jeppe den vej, så det gav ekstra god mening: 

– Jeg var helt sikker på, at det ville betyde, at vi ikke blev ramt så hårdt, når man ser på retentionskortene. Projektet gav rigtig god mening, og området er blevet virkelig godt. Derfor er jeg skuffet over, at det tilsyneladende ikke slår mere igennem i beregningerne, siger han. 

Og kvælstofreguleringen står ikke alene. Jeppe forventer også at blive ramt af det varslede nationale sprøjteforbud på omkring 90 procent af sin jord, fordi arealerne ligger i områder, hvorfra der indvindes drikkevand til Lemvig-området. For ham gør kombinationen af de forskellige reguleringer usikkerheden om bedriftens fremtid endnu større. 

– Det er jo ikke kun én ting, vi skal forholde os til. Hvis sprøjteforbuddet også rammer 90 procent af min jord, samtidig med at kvælstofreguleringen ændrer hele vores sædskifte og foderproduktion, så bliver det virkelig svært at se, hvordan vi skal planlægge os ud af det, siger Jeppe. 

Selvom udfordringerne er mange, så må kritikken ikke bliver opfattet som modstand mod forandring. Han ønsker at bidrage til effektiv fødevareproduktion med omtanke for både dyr, klima og de mennesker, som hver dag beskæftiger landbruget. For ham er det bare ikke en omstilling; det er et arbejde, som har stået på kontinuerligt gennem generationer: 

– Se bare på alt det, vi allerede gør i kvægbruget med at nedbringe metan, effektiv foderoptagelse, anvendelse af kameraer og udvikling af ny teknologi. Vi er langt fremme, og den grønne trepart var endnu et skridt på vejen. Jeg synes faktisk, vi landmænd er enormt innovative og klar til at udvikle os – men vi skal have tiden til at gøre det ordentligt og mulighed for at bruge vores faglighed, siger han. 

SEGES Innovation har fremlagt 12 konkrete forslag, der skal give større fleksibilitet og reducere konsekvenserne uden at svække kvælstofindsatsen. Det gælder blandt andet bedre muligheder for efterafgrøder og præcisionsgødskning samt rammer for reel handel med udledningskvoter. De forslag er netop et bevis på, at der findes andre veje til at mindske kvælstofudledningen, mens vi sikrer fødevareproduktionen herhjemme, forklarer Jesper Arnth: 

– Vi står jo ikke bare og stamper stædigt ”nej”. Der ligger konkrete faglige løsninger på bordet, og dem bør politikerne lytte til. Vi vil gerne levere på et bedre vandmiljø og grønne løsninger. Men reguleringen skal også kunne fungere ude på bedrifterne, og der skal være respekt for den tid, det tager at omstille hele driften efter de nye rammer, siger Jesper.  

En usikker fremtid lokalt – og globalt 

For Jeppe handler usikkerheden også helt konkret om fremtiden for den bedrift, han har investeret i siden overtagelsen. Generationsgården. Nogle dage tænker han på, om det er det hele værd, men passionen for landbruget får altid overtaget i sidste ende: 

– Som ung landmand har jeg reinvesteret hver eneste krone, jeg har tjent, i at bygge bedriften op og gøre den harmonisk og effektiv. Det er svært at stå med så stor usikkerhed nu, og generelt er det faktisk svært at være i. Jeg tænker da på en exitstrategi – men det er jo slet ikke det, jeg vil. Mit ønske er at drive en effektiv bedrift, bruge min faglighed og hele tiden udvikle den, fortæller Jeppe. 

Han mener også, at debatten bør løftes ud over den enkelte bedrifts økonomi, for vi har et ansvar for den globale fødevareforsyning: 

– Vi står med noget af verdens mest frugtbare jord, samtidig med at andre dele af verden får sværere ved at producere fødevarer. Derfor er vi også nødt til at tale om global fødevareforsyning og om, hvor det giver mening at producere maden. Hvis vi gør det markant sværere at producere fødevarer herhjemme, får det konsekvenser langt ud over min egen gård, siger Jeppe.