4.500 deltagere talte dunder til regeringen på L&F-stormøde

I dag var vi rigtig mange fra landdistrikterne til Landbrug & Fødevarers stormøde i Odense om Christiansborgs katastrofekurs i forhold til vores erhverv. Ja, faktisk var vi 4.500 repræsentanter for tilværelsen uden for landets største byer samt mange journalister og politikere.

Vi inviterede til stormøde, fordi Danmark er ved at knække midt over. Mellem land og by. Mellem magthavere og almindelige mennesker. Mellem den politiske virkelighed og den egentlige virkelighed.

Konsekvenserne af den nuværende politiske kurs er katastrofale.

Juridiske skridt

Derfor insisterer vi også på, at man ikke bare ser stort på retssikkerheden, grundloven og den private ejendomsret. For der er også juridiske problemer med både sprøjteforbuddet og gødskningsloven. Det er ikke og bliver aldrig mit udgangspunkt, at man bedst løser konflikter i retssale. Men visse politikere lader til at tro, at vores marker er blevet en form for fælleseje. Derfor er der god grund til at værne om grundlovens paragraf 73. Derfor fyldte et muligt juridisk opgør med regeringen også på stormødet.

Symbolpolitikkens alter

Danmark har fået en regering, som ud fra dens ageren at dømme enten ikke forstår konsekvenserne af, hvad den foreslår på landbrugsområdet.

Eller også er den simpelthen ligeglad og er parat til med vidt åbne øjne at ofre Danmarks førerposition på fødevareområdet på symbolpolitikkens alter. Med de alvorligste konsekvenser for danske landmænd, fødevarevirksomheder, forsyningssikkerhed, arbejdspladser i landdistrikterne – og det vandmiljø, politikerne mener, de er ved at redde. Foruden eksploderende fødevarepriser og øget import.

Jeg ved ikke, hvad der er værst. Men jeg ved, at slutresultatet er det samme.

Hvis Folketinget i denne uge vedtager gødskningsloven og senere vedtager et nationalt sprøjteforbud uden erstatning til de landmænd der uforvarende rammes af det, vil det sætte gang i en negativ dominoeffekt, som begynder hos os, men som spreder sig til hele landet.

Jeg havde besøg af min planterådgiver forleden. Vi skulle forsøge at lave en opdateret markplan for 2027. Det opgav vi. På vej ud på gårdspladsen fortalte han mig, at han skulle på kursus i krisehåndtering. Fordi, som han sagde:

”Flere af dine kollegaer græder, Søren, når vi taler sammen ved køkkenbordene”.

Her et afsnit baserer på Sørens afsluttende reaktionstale

Det må gøre indtryk. Og det var slet ikke sådan, det skulle have været, da vi for bare to år siden indgik den oprindelige grønne trepartsaftale – den aftale, der dengang blev omtalt som at være balanceret på en atomvægt.

Den aftale var et forsøg på at løse en masse politiske aftaler og problemer, som uanset ville ramme os. Hvis vi havde fået arbejdsro til sammen at fuldføre det stykke arbejde, som det blev aftalt, havde vi været et helt andet og bedre sted i dag.

Vil regeringen i dag de lokale treparter? Vil man generationskontrakten? Vil man overholde den aftale, hvor vi – sammen – skaber de store forandringer? Med lodsejerinddragelse og lokal forankring?

Så skal regeringen trykke på pauseknappen, indtil vi har det rette faglige grundlag, og ved hvilke regler vores markarbejde skal reguleres efter.

Alt det, som generationer af danske landmandsfamilier har bygget op, kan I politikere brænde ned på en enkelt valgperiode.

Hvor er vækstplanen?

Jeg kom i min tale med 10 eksempler på klare forudsætningsbrud eller beslutninger, som forligskredsen har aftalt med sig selv, og som vi hver gang har advaret og opponeret imod. Imens at den vækstplan for erhvervet, som var en lige så afgørende del af den oprindelige trepartsaftale, desværre lader til at være blevet væk i en skuffe i ministeriet. For den vækstplan har ingen her to år efter gravet frem.

Desværre er den oprindelige aftales atomvægte og balancer sendt direkte i familiepleje i en forligskreds, hvor den er blevet vanrøgtet i en sådan grad, at den var blevet tvangsfjernet for længst, hvis der havde været en ansvarlig tilsynsmyndighed.

Det er jer i forligskredsen, der har forladt aftalen. Det er jer, der ikke længere honorerer den aftale og de balancer, vi dengang gav håndslag på.

I de her uger er frustrationen eksploderet, fordi Christiansborg har fremrykket reguleringens start til kalenderåret 1. januar 2027 i stedet for høståret 2027 til august. Mange af os kører i disse dage rundt og sår vores marker ud fra en lov og tilhørende regulering, der ikke er vedtaget og detaljerne kendt endnu. Det er jo enestående håbløst og årsagen til, at vi overhovedet har den her forvrængede diskussion om udsættelse.

Her et afsluttende afsnit efter reaktionstalen – hvad så nu frem mod forventet lovvedtagelse torsdag?

Det er enormt trist, at vi er nået hertil. Og jeg ved faktisk ikke, hvordan det ender. Dén tanke kan jeg næsten ikke rumme. Men jeg ved, hvem der har ansvaret.

Politikerne skal efter i dag mærke godt efter med både gødskningsloven forud for ugens politiske behandling og sprøjteforbuddet. For efter i dag står det fuldstændig klart på den her scene, hvad det er, I gør. Ved vores erhverv. Ved landdistrikterne. Ved Danmark.

Ansvaret er nu jeres.