Nyhed, 05.september 2026

Kampen fortsætter efter makværk af en gødskningslov

Af Søren Søndergaard, formand, Landbrug & Fødevarer

Uge 36 har været en skelsættende og meget svær uge for det danske landbrug og fødevareerhverv med vedtagelsen af gødskningsloven.

Først samlede vi med få dages varsel mere end 4.500 fra erhvervet til stormøde i Odense. Frustrationerne var tydelige. Advarslerne til politikerne endnu tydeligere. Og det samme gjorde sig gældende ved tirsdagens demonstration i København.

I skrivende stund torsdag er gødskningsloven netop blevet vedtaget af et meget stort flertal i Folketinget med blot et års udsættelse for de hårdt ramte frugt- og grøntproducenter som en af ganske få ændringer. Ignoreringen af vores faglige advarsler gør mig meget, meget trist. Folketinget har taget et stort skridt i retningen af at gøre det sværere og dyrere at producere fødevarer i Danmark.

På min telefon vælter det ind med beskeder og opkald fra dybt bekymrede landmænd og virksomheder. Det gør stort indtryk.

Men det vælter også ind med opbakning fra organisationer og politikere, der virkelig har fået øjnene op for, hvad der er på spil. Det gør også stort indtryk.

Vi kan se hinanden i øjnene og være stolte af, at vi som et samlet erhverv kæmpede til sidste sekund på stormødet, på Christiansborg og i medierne.

Nogle politikere forsøger dumdristigt at udnytte forvirringen om de forskellige politiske overbygninger på den oprindelige trepartsaftale. Måske for at mindske egne konsekvenser ved at gøre os medskyldige. Men den holder ikke. Jeg vil gerne gentage: Den her kvælstofregulering er endt et helt forkert sted og er ikke en del af den trepartsaftale, som Landbrug & Fødevarer var med til at indgå. Og vi har kæmpet længe og indædt for at påvirke først de politiske forhandlinger og dernæst lovarbejdet.

Jeg ved, at nogle af jer politikere - også i forligskredsen - ønsker en stærk dansk fødevareproduktion. Derfor har jeg en meget klar opfordring til politikerne: Der er en bevægelse i gang. Ikke mindst i landdistrikterne. Og kampen er hverken opgivet eller slut med vedtagelsen af gødskningsloven. Nu starter næste halvleg. For nogle af de forudsætningsbrud, politikerne har udsat den oprindelige grønne trepart for, kan og skal stadig fikses i udfoldelsen af det her makværk. Alternativet bliver ikke til at bære, og det er alene et politisk ansvar.

Sammen med nogle af Danmarks dygtigste advokater på området er vi også ved at vurdere de juridiske muligheder, både i forhold til gødskningsloven og i forhold til det nationale sprøjteforbud, Christiansborg også har varslet lige om hjørnet.

Vi kæmper videre. På trods af, at det er meget stejlt op ad bakke. For sådan er vi.