Uden danske råvarer forsvinder danske arbejdspladser

Af Steen Bitsch, CEO i Vestjyllands Andel, Jesper Burgaard, CEO i KMC, Niels Ulrich Duedahl, Group CEO i Danish Crown, Peter Giørtz-Carlsen, Group CEO i DLG, Henning Haahr, Group CEO i Danish Agro, Søren Halbye, Group CEO i DLF, Peder Tuborgh, Group CEO i Arla, og Morten Boje Hviid, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.

Det klinger noget hult, når regeringen i sit regeringsgrundlag vil styrke dansk produktivitet og konkurrenceevne og nedsætte en kommission om det, samtidig med at regeringen og Folketinget lægger ny og hård regulering ned over landbrugs- og fødevareerhvervet med risiko for at gøre det vanskeligere at producere og investere i Danmark.

Vi repræsenterer store dele af højværdikæden i dansk landbrugs- og fødevareerhverv. Landbruget og de tætknyttede forarbejdningsvirksomheder understøtter 122.700 arbejdspladser i Danmark. Vi er alle afhængige af et stærkt dansk råvaregrundlag.

Erhvervet er allerede på flere områder reguleret hårdere end mange af vores europæiske konkurrenter. Nu kommer gødskningslovens nye kvælstofregulering, hvor Danmark igen går længere end landene omkring os.

Kvælstofudledningen skal ned. Livet skal tilbage i vores fjorde, og landbruget har et ansvar for at bidrage. Netop fordi reguleringen er hård, skal det faglige grundlag holde.

Selv regeringen synes nu at have fået øje på nogle af konsekvenserne. Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen har varslet, at han vil se nærmere på frugt- og grøntproduktionen og finde løsninger for producenter, der risikerer at blive særligt hårdt ramt.

Det forstår vi godt.

Udmeldingen rejser et oplagt spørgsmål: Hvis man allerede, før loven er vedtaget, skal finde særlige løsninger for nogle af de produktioner, der rammes hårdest, bør man så ikke se på modellen?

For hvad med hveden til brød? Smørret til brødet? Mælken til kaffen? Byggen til malt og øl? Kartoflerne? Frøene? Majsen og græsset til foder, mælk og kød? Listen er længere.

De er vel også vigtige. Udfordringen går på tværs af konventionel og økologisk produktion.

Vi kan ikke løse problemet med undtagelser. Reguleringen skal kunne rumme virkeligheden.

Samtidig er der fortsat væsentlig usikkerhed om dele af grundlaget. Resultatet kan blive dyrere og vanskeligere produktion og færre investeringer i Danmark.

Hen over sommeren er der kommet det ene kort efter det andet fra myndighederne, og kravene har flyttet sig markant.

Det er ikke bare streger på et kort. Det har betydning for, hvad der kan dyrkes, og dermed for råvaregrundlaget.

Markplanerne er lagt, og landmændene er allerede i gang med at så næste års afgrøder. Alligevel kender de endnu ikke de endelige rammer, når reguleringen træder i kraft i 2027.

De har sået i blinde.

Det er ikke rimelige vilkår at byde landmænd, der skal træffe beslutninger om deres virksomhed, før staten selv har styr på reglerne.

At flytte ikrafttrædelsen nogle måneder er ikke nok. Usikkerhed i beregningerne bør ikke omsættes til hårdere krav, før grundlaget kan fastlægges fagligt korrekt.

Hele idéen med en udledningsbaseret regulering burde være, at man regulerer efter den udledning, man vil have ned, og giver landmanden mulighed for at vælge de løsninger, der virker bedst på bedriften. Reguleringen bør belønne lavere udledning pr. produceret enhed og innovation frem for mindre produktion.

I stedet er vi på vej mod flere reguleringslag oven på hinanden. Det gør reguleringen unødigt kompliceret og begrænser mulighederne for at finde de bedste løsninger. Oven i det kommer et fortsat usikkert beregningsgrundlag.

Det bliver mere besynderligt af, at regeringen samtidig er så optaget af fødevarepriserne, at den er parat til at bruge 17,4 mia. kr. om året på differentieret fødevaremoms.

Hvis man vil gøre maden billigere ved kassen, bør man også interessere sig for, hvad det koster at producere den. En regulering, der gør det dyrere og vanskeligere end nødvendigt at producere danske råvarer, trækker den anden vej. Bliver der produceret mindre herhjemme, vil mere skulle importeres.

Reduktionen af kvælstofudledningen er allerede en central opgave i de lokale treparter, hvor landmænd, kommuner og grønne organisationer arbejder med at omlægge arealer og reducere udledningen.

Netop derfor er det svært at forstå, at staten samtidig lægger en ny central regulering ned over de samme arealer på et grundlag, der stadig flytter sig. Mange steder er arbejdet sat på pause, fordi landbrugets repræsentanter ikke kender de rammer, de skal planlægge efter.

Det burde bekymre regeringen. Langsigtede beslutninger om arealerne kræver stabile rammer. Ellers risikerer den nye regulering at spænde ben for det arbejde, der skal løse kvælstofproblemet.

Vi ønsker en regulering, der er skruet ordentligt sammen, reducerer kvælstofudledningen, bygger på et fagligt grundlag, der holder, og giver landmanden mulighed for at vælge de mest effektive løsninger. En reel udledningsbaseret regulering frem for flere lag oven på hinanden.

Danmark kan godt gå foran. Det har dansk landbrug allerede vist, at det er parat til. Det må ikke ske på bekostning af vores evne til fortsat at producere fødevarer konkurrencedygtigt i Danmark.

Regeringen vil have en kommission til at fortælle, hvordan Danmark styrker produktiviteten og konkurrenceevnen.

Man behøver næppe vente på dens anbefalinger for at konstatere, at det er en dårlig idé at gøre det dyrere og vanskeligere end nødvendigt at producere i et internationalt konkurrenceudsat erhverv.

Slet ikke med en model, man endnu ikke selv har fået ordentligt styr på.