Nyhed, 03.september 2026

Viceformand: Jeg er stødt

Af Martin Hjort Jensen, viceformand, Landbrug & Fødevarer

Måske har du set TV 2 ECHOs reel fra demonstrationen ved Christiansborg. Måske har du også læst kommentarsporet.

Jeg var der også. Og jeg så noget andet.

Demonstrationen på Slotspladsen var ikke et L&F-arrangement. Men mange fra L&F var der, som så mange andre, for at bakke erhvervet op.

Jeg så et flot fremmøde på Slotspladsen. Landmænd, elever, familier og mennesker fra hele kæden rundt om dansk fødevareproduktion. Små børn med skilte om dansk mælk. Unge, der gerne vil en fremtid i erhvervet. Og mennesker, der ikke var mødt op for at være sure på Instagram, men fordi de faktisk er bekymrede.

Derfor bliver jeg oprigtigt stødt, når et helt erhverv bliver klippet sammen, så pointen nærmest bliver: “se lige hvor dumme og sure de er”. Det er for nemt. Og ærligt talt lidt billigt.

Og lad os bare kalde det, hvad det er: Det er frækt og usmageligt at sætte rammen så hårdt på forhånd og derefter gå målrettet efter en vinkel, hvor helt almindelige mennesker ender som en punchline.

Man må gerne stille kritiske spørgsmål til landbruget. Selvfølgelig må man det. Men der er forskel på kritisk journalistik og på at udstille mennesker i en reel, hvor præmissen virker skrevet på forhånd.

Det handler om fødevarer, arbejdspladser og landdistrikter, der gerne vil kunne se en fremtid. Det kan altså ikke koges ned til, at “landmænd er sure, fordi de skal bruge mindre gødning”.

Jeg er ikke stødt over, at nogen er uenige med landbruget. Det må man gerne være. Jeg er stødt over tonen. Over vinklen. Over at helt almindelige mennesker, der stiller sig frem på en svær dag, bliver gjort til grin.

I går stod der mennesker på Slotspladsen, som til hverdag er en del af dansk fødevareproduktion. Ikke for at blive udstillet. Men for at blive taget alvorligt.