Foto: L&F

Nyhed, 03.september 2026

Virkeligheden kaldte på Landbrug & Fødevarers stormøde

4.500 fra erhvervet forsøgte at råbe regeringen op.

- Vi har advaret jer. Højlydt og længe. Ved et hav af møder. I debatter. Til kongresser. I medierne. I høringssvar og notater. Hele erhvervet har advaret jer. De virksomheder, der er bekymrede for deres fremtid, og de familier, der går rundt med ondt i maven – og måske ligefrem græder ved køkkenbordene - ja, de har fortalt deres historie. Selv eller sammen med os Igen og igen har I set og hørt om alle de konsekvenser, det kan få for hele Danmark, hvis I fastholder den nuværende politiske kurs. Også for de lokale treparters fortsatte eksistens.

- De næste fire timer skal I lytte godt efter. Og når dagen er omme, så skal I mærke godt efter. For det vil stå fuldstændig klart på den her scene, hvad det er, I gør. Ved vores erhverv. Ved landdistrikterne. Ved Danmark.

Ansvaret er nu jeres. Tak for ordet!

Sådan afsluttede Landbrug & Fødevarers formand Søren Søndergaard sin tale på mandagens stormøde. Men med torsdagens vedtagelse af loven må det konstateres, politikerne ikke var ansvaret voksent. Det kan du læse meget mere om andre steder i nyhedsbrevet.

Advarsler fra hele erhvervet var der ellers en parade af på stormødet, der oprindeligt var lagt i en sal med plads til 600 mennesker, men endte med 4.500 fra hele erhvervet og mange hundrede på venteliste. Derudover var der besøg fra næsten 70 journalister og mange folketingspolitikere og borgmestre. Alt sammen arrangeret på under to uger.

Men der var også grund til alvoren. Formand Søren Søndergaard begyndte sin tale med en anekdote.

- Jeg havde besøg af min planterådgiver forleden. Vi skulle forsøge at lave en opdateret markplan for 2027. Det opgav vi. På vej ud på gårdspladsen fortalte han mig, at han skulle på kursus i krisehåndtering. Fordi, som han sagde: ”Flere af dine kollegaer græder, Søren, når vi taler sammen ved køkkenbordene”.

Han fortsatte:

- Konsekvenserne af den nuværende politiske kurs er katastrofale. Vi står som landmænd, som fødevareerhverv - og i landdistrikterne – over for et af de mest faretruende scenarier i erhvervets historie. Danmark har fået en regering, som ud fra dens ageren at dømme enten ikke forstår konsekvenserne af, hvad den foreslår på landbrugsområdet. Eller også er den simpelthen ligeglad og er parat til med vidt åbne øjne at ofre Danmarks førerposition på fødevareområdet på symbolpolitikkens alter. Jeg ved ikke, hvad der er værst. Men jeg ved, at slutresultatet er det samme.

Et muligt juridisk spor fylder stadig mere, og det gjorde det også i talen.

- Derfor insisterer vi også på, at man ikke bare ser stort på retssikkerheden, grundloven og den private ejendomsret. For der er også juridiske problemer med både sprøjteforbuddet og gødskningsloven. Senere i dag vil I møde en af de advokater, vi har hyret i Landbrug & Fødevarer til at hjælpe os med vores juridiske spor. Det er ikke og bliver aldrig mit udgangspunkt, at man bedst løser konflikter i retssale. Men visse politikere lader til at tro, at vores marker er blevet en form for fælleseje. Derfor er der god grund til at værne om grundlovens paragraf 73. Og de ansvarlige politikere skal passe på, at de ikke efterlader en kæmpestor juridisk regning til det næste Folketing. Det er der dårlige erfaringer med.

Bragende bifald fyldte flere gange i løbet af talen. Og det stod i skærende kontrast til stemningen, da minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen meldte, at regeringen godt nok satte pris på dialog, men intet ville ændre. Også selvom der så senere på ugen kom et års udsættelse af reguleringen specifikt for frugt og grønt. Noget der ikke ændrer på det grundlæggende problem, har L&F været ude og sige.

På stormødet hørte politikere og medier ellers mange advarende fortællinger fra virkeligheden.

Arlas direktør Peder Tuborgh tog bladet fra munden:

- Jeg er så træt af, regeringen siger, I udvikler fødevareerhvervet. Det er ikke rigtigt, I udvikler fødevareerhvervet. I afvikler! Vi vil rene fjorde. Vi vil rent drikkevand. Vi vil det samme. Men det er uambitiøst bare at rive ned. Det kan alle jo gøre. Det svære og ambitiøse er at have en både stor og voksende produktion samtidig med, at vi skaber en bedre natur. Noget vi ellers har gjort de seneste årtier.

Han var særligt skuffet over, at vækstplanen, som var en afgørende del af den oprindelige grønne trepartsaftale, åbenbart er glemt.

- Vi har brugt oceaner af tid på en vækstrapport, blandt andet sammen med Vestjyllands Andel. Rapporten sagde ”vi skal beskytte råvaregrundlaget for at få råd til innovation” – men den vil regeringen ikke ud med nu, for den passer ikke i narrativet, buldrede Arla-direktøren.

Netop Vestjyllands Andels CEO Steen Bitsch fuldte op.

- Vi bliver kørt over bagfra mens vi er i gang med at operere patienten, men man slukker lyset og rykker den ene arm om på ryggen og forventer vi skal kunne operere dobbelt så hurtigt – OG at patienten overlever. Vi kommer altså ingen veje med elitære grøfter mellem land og by.

Det var KMC’s CEO Jesper Burgaard helt enig i.

- Landet må ikke knække over mellem den jyske produktionsmotor og de københavnske tænketanke.

En ting var en virksomhedsparade af advarsler. Råvaregrundlaget i form af bekymrende og frustrerede landmænd indtog talerstolen.

- Det, vi har brugt flere år på at bygge op, bliver bremset af usikkerhed. Lige nu oplever vi frustrerede lodsejere, der trækker sig fra projekter eller sætter på pause. Ikke fordi de ikke vil bidrage, men fordi de er usikre på rammerne. Nogle landmænd har tidligere rejst sig op på mødet og sagt, vi skal bidrage. Nu er de ved at trække sig. Vi har lagt puslespillet klogt, men lodsejere tvivler på at gå videre med omlægning, fordi de ikke ved, hvilke restriktioner der er på jord i bytte. Uden lodsejernes opbakning, gennemfører vi ingen projekter, advarede Sara Wilken Juul Sørensen, lokal trepartsrepræsentant i trepart Smålandsfarvandet.

Poul Jakob Bønløkke, lokal trepartsrepræsentant fra Aarhus Bugt, sagde:

- Arealpuslespillet går i stå. Tør man investere i erhvervet? Kære regering: I har glemt de lokale treparter. Det er nu jer, der skal genskabe tilliden.

Under ordet er frit fortsatte landmand med virkelige fortællinger. En var fra den sjællandske landmand Tejs Nymark, der slet ikke forstår politikerne.

- Vi kommer til at mange foder, som vi nu skal ud at købe, siger han og fortæller, at han har opgivet at sætte gang i et generationsskifte. Det er for usikkert et grundlag. Kære regering. Det I har gang i er noget makværk.

Også flere borgmestre var på scenen. Samsø-borgmester Per Urban Olsen (K) forklarede

- Vi har to større grøntsagsfabrikker og en syltefabrik. 22 % af samtlige private arbejdspladser på Samsø har relation til fødevareerhvervet, og det er endda uden vi tæller følgevirksomhederne med. Det er ringe i vandet, det her. På grund af landbruget er vi en levende grøn ø, og derfor besøger folk os. Det skal det blive ved med at være.