Foto: Frederik Siiger/Landbrugsmedierne
Forslag om nye GLM-delkrav på lavbundsarealer
SGAV foreslår to nye delkrav til beskyttelse af jord med over 20 pct. kulstofindhold. L&F er kritisk og understreger, det ikke må påvirke udtagningsprocessen.
I forbindelse med en høring af ændringer til den danske CAP-plan har Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) foreslået en udvidelse af det GLM-krav, der har til formål at beskytte vådområder og tørveområder (GLM 2).
SGAV lægger op til, at de to nye delkrav skal gælde på landbrugsarealer med et kulstofindhold på over 20 pct. Her ønskes det, at der skal indføres et forbud mod at pløje dybere end 30 cm, og at det forbydes at pløje permanente græsarealer oftere end hvert 4. år. Ifølge SGAVs oplysninger er der i Danmark ca. 7.500 ha landbrugsarealer med et kulstofindhold på mere end 20 pct. Heraf er ca. 1.800 ha udlagt med permanent græs.
L&F: Det skal undgås
Landbrug & Fødevarer har, siden det fra SGAVs side blev varslet, at det var under overvejelse at lave et supplerende delkrav, udtrykt ønske om, at dette undgås. Det skal særligt ses i lyset af, at restriktioner på sådanne arealer kan spænde ben for hele den forestående udtagningsindsats, hvor det er besluttet at udtage 140.000 ha kulstofrige lavbundsjorder inkl. randarealer fra landbrugsdrift frem mod 2030.
Det er Landbrug & Fødevarers forståelse, at de nye delkrav foreslås indført, fordi EU-Kommissionen anser den nuværende implementering af GLM 2 for ikke at være fyldestgørende. Derfor har Landbrug & Fødevarer også klart tilkendegivet, at hvis det ikke kan undgås at indføre et supplerende delkrav som følge af krav til den danske CAP-plan fra EU-Kommissionen, skal kravene være så lidt indgribende som overhovedet muligt. Det er vigtigt, at kravene ikke påvirker udtagningsprocessen og værdisætningen af landbrugsjorden.