Foto: Colourbox
Få gang i sortering af plastaffaldet
Landbruget er blevet bedre til at udsortere plastaffald til genanvendelse, men der er brug for mere for at nå det politiske mål om 80% i 2030.
Mængden er plastaffald fra landbruget, som udsorteres til genanvendelse, er stigende men de seneste danske affaldsopgørelser viser, at der er behov for at styrke indsatsen for at nå de politiske mål om at udsortere 50 pct. af plasten til genanvendelse i 2025 og 80 pct. i 2030.
Alle landmænd har ansvaret for at sortere deres plastaffald korrekt. Det gælder både produktionsplast, som f.eks. ensilage- og wrapplast, og emballageplast.
Landbruget vil gerne sortere og genanvende mere af den plast, der bruges på bedrifterne, men det kan være svært at sortere affaldet korrekt i hverdagen og afsætning til genanvendelse kan også være en udfordring.
Affaldstilsyn på landbrug
I 2025 blev der indført et styrket affaldstilsyn for alle virksomheder herunder landbrug. Formålet er at sikre, at virksomhederne overholder krav om sortering, så genanvendelige materialer kan blive nyttiggjort. Der er to typer affaldstilsyn: et administrativt og et fysisk. Der vil være landbrug, der får fysisk affaldstilsyn uden forudgående administrativt affaldstilsyn. Det kan f.eks. være landbrug, der er underlagt regelmæssige miljøtilsyn.
Efterårsindsamling i uge 43-45
Dansk Landbrugs Plast Indsamling (DLPI) tilbyder løsninger for produktionsplast (ensilagefolier mm.), udvalgte emballagefraktioner (bigbags og dunke) og som noget nyt også komprimerede kemidunke.
DLPIs efterårsindsamling af bigbags og dunke foregår i uge 43-45 og frist for tilmelding er den 11. oktober. Større mængder af bigbags afhentes på adressen og mindre mængder bigbags kan afleveres på DLPI’s modtagepladser rundt i landet.
Testindsamling af dunke via modtagerpladser fortsætter i Midt- og Vestjylland på 11 modtagepladser.