Nyhed, 30.september 2026

Mere kvalitet i kontrollen - ikke kvantitet

Regeringen vil stramme dyrevelfærds-kontrollen. L&F efterspørger kvalitet frem for dyr kvantitet i kontrollen.

Regeringen og Alternativet præsenterede i går en såkaldt akutpakke for dyrevelfærd.

Flere medier har efterspurgt holdninger fra L&F i dag. Overordnet siger vi, at alle besætninger skal have styr på dyrevelfærden. Forholdene skal være i orden, og gældende regler skal overholdes. Er der nogen, der ikke behandler deres dyr ordentligt, skal myndighederne gribe ind. Det diskuterer vi ikke. Men bedre dyrevelfærd kræver først og fremmest en fagligt funderet og målrettet kontrol udført af kontrollanter, der er godt uddannede og arbejder ud fra ensartede retningslinjer. Ikke bare flere kontrollører og en meget større regning til landbruget-

- Det provokerer mig, at regeringen lægger over 140 millioner kroner ekstra om året i gebyrer og byrder over på erhvervet. Vi betaler allerede over 6.000 kroner i timen, når kontrollen er på besøg, og nu står grundgebyret til mindst at blive tredoblet, uden at vi har nogen sikkerhed for, at kvaliteten bliver bedre. Det giver simpelthen ingen mening. En landmand, der hver dag passer sine dyr ordentligt og følger reglerne, skal ikke have en markant større regning, fordi andre ikke gør det. Det er dybt urimeligt, og for de mindre bedrifter kan den regning gøre rigtig ondt på økonomien, fastslår formand for L&F Sektor for Gris H.C. Gæmelke, som fortsætter:

- Vi skal selvfølgelig alle sammen have styr på dyrevelfærden, og dem, der groft eller gentagne gange ikke har det, skal mærke konsekvenserne. Men jeg køber ikke præmissen om, at mere kontrol af alle automatisk giver bedre dyrevelfærd. Hvis vi ved, at problemerne er koncentreret hos bestemte besætninger og producenter, så er det dér, kræfterne skal lægges. Vi skal have en skarpere og mere målrettet kontrol, ikke bare mere kontrol for kontrollens skyld.

Kvalitet frem for kvantitet

H.C. Gæmelke efterlyser fagligheden og påpeger, der mere er brug for gode vejledninger og styr på den eksisterende kontrol end blot kvantitativt mere kontrol.

- Lad os starte med at få klare regler, ensartede vurderinger og dygtige kontrollører på plads. Det giver mere mening end bare at sende to mennesker ud i stedet for én. Dyrevelfærden bliver ikke nødvendigvis bedre af, at der hænger to pæne jakker fra myndighederne i forrummet. Det afgørende er, at kontrollen er fagligt stærk og rammer der, hvor problemerne er. Rigsrevisionens kritik viser i høj grad at myndighederne selv har noget at få styr på. Der ligger omkring 1.500 opfølgende kontroller og venter, vejledningerne har været for uklare, og den eksisterende kontrol har ikke fungeret godt nok.

  • Læs pressemeddelelsen fra ministeriet om kontrollerne her