Regeringen er stopklods for landbrugets grønne omstilling
Regeringens klimaprogram peger på, at klimaindsatsen skal op i tempo. Men på landbrugsområdet er det regeringen selv, der træder på bremsen, mener L&F.
Organisationen opfordrer til at finde løsninger i fællesskab med det samme.
Regeringen har offentliggjort Klimaprogram 2026 og dermed gjort status over Danmarks vej mod klimamålene. For landbruget handler den vej nu i høj grad om at få allerede aftalte indsatser gennemført. Desværre halter det med viljen til at understøtte den grønne omstilling. Vi er særligt skuffede over regeringens manglende vilje til at få de høje ambitioner omsat til konkrete indsatser.
Mulighederne for et lavere klimaaftryk i landbruget ligger lige for:
Udtagning og vådlægning af kulstofrige lavbundsarealer: Landbruget har sammen med kommunerne meldt over 96.000 ha ind. Det er i størrelsesordenen 70 pct. af den samlede pulje på 140.000 ha. Landmænd over hele landet er klar til at tage den kulstofrige jord ud, men lige nu er myndighedernes sagsbehandling en akut flaskehals, som forhindrer os i at levere. Det er helt uacceptabelt.
Pyrolyse og udbringning af biokul syltes: Biokul kan trække CO2 ud af luften via planternes fotosyntese og ned i jorden som permanent lagring. Teknologien er moden og et meget potent virkemiddel til at nedbringe landbrugets klimaaftryk. Flere danske virksomheder er helt klar til at omsætte restbiomasser til permanent kulstoflagring, som tæller med i klimaregnskabet, når det udbringes på markerne.
Det eneste der mangler er, at regeringen får færdiggjort deres opgave med at fastsætte miljøreguleringen, så miljøet og jordens sundhed er sikret. Opgaven er simpel, og den har været kendt i flere år. Alligevel er regeringen fodslæbende, og har valgt at udsætte implementeringen på ubestemt tid. Endnu et uforståeligt benspænd.
Manglende afklaring vedrørende Bovaer: Brugen af metanreducerende foder som Bovaer har stort potentiale til at nedbringe metanudledningen fra kvæg, og indgår med en stor effekt i landbrugets reduktioner frem mod 2030.
Da virkemidlet blev introduceret sidste år, viste der sig at være udfordringer med dyrenes sundhed og deres mælkeproduktion i nogle kvægbesætninger. Det blev besluttet, at kravet om at bruge Bovaer består, med mulighed for at undtage sin besætning ved at udfylde en tro og love-erklæring. Ansvaret placeres alene hos landmanden.
De berørte mælkeproducenter har behov for fakta, frivillighed og fleksibilitet for at komme videre med klimaindsatsen, men her et år senere mangler vi fortsat at få en grundig evaluering og præcise anvisninger til den fremtidige brug af Bovaer. Resultatet er, at også denne klimaløsning risikerer at strande grundet langmodighed fra statens side, uden at der er reelle løsninger eller alternativer stillet til rådighed.
Pilen peger på regeringen
Pilen peger i høj grad på regeringen, når det gælder fortsatte barrierer for reduktion af landbrugets klimapåvirkning. L&F er klar til at finde løsninger, så vi i fællesskab kan nå sektorens mål om at reducere udledningerne med 55 pct. i 2030, og derved bidrage til opfyldelsen af den nationale målsætning på 70 pct. reduktion. Vi opfordrer derfor til, at der uden tøven, og frem mod trepartens genbesøg i 2027, startes et fælles arbejde med at finde løsninger.