Timingen af kvælstofkrav kunne næsten være satire

Tidligere på ugen kom de længe ventede kvælstofkrav.

Først nu ved vi lidt mere om, hvilke rammer vi har i indeværende dyrkningsår. For mit vedkommende pingede pressemeddelelsen fra ministeriet ind på telefonen næsten samtidig med, at vi hævede såmaskinen for sidste gang.

Hvis det havde været satire, havde vi måske moret os, men det er den barske og tragiske virkelighed, at vi får nye og længe efterspurgte data i samme stund, som mange af os er ved at være færdige med at så.

På min bedrift har vi, som de fleste andre landmænd, været nødt til at planlægge marksæsonen på fornemmelse og forventning. Vi brugte vores faglighed og gode landmandskab. Men uden reelt at vide, hvad vi kan forvente af regulering. Myndighedernes udmeldinger har som bekendt svinget som et Dannebrog i en efterårsstorm ved Vesterhavet.

Helt endelige er kvælstofkravene så alligevel ikke.

Ministeriet melder i en pressemeddelelse ud, at ’med den nye regulering og udledningsgrænserne for 2027 vil hovedparten af de danske vandoplande nå i mål med deres kvælstofindsats i 2027. Der er dog en række vandoplande, der har brug for yderligere indsats. Her har aftalekredsen bag den grønne trepart aftalt et genbesøg med henblik på at komme hele vejen i mål’, hedder det.

Og der står, at landbruget her kan være med til at påvirke reguleringstrykket ved at etablere vådområder, plante skov, eller indgå i lavbundsprojekter.

Mange landmænd oplever det ikke som en reel mulighed. De fortsatte brud på den grønne trepartsaftales forudsætninger er ikke befordrende for lysten til at gå ind i projekter.

Et godt eksempel er håndsoprækningen, hvor landmændenes tilsagn, i modstrid med den oprindelige aftale, kun giver reel effekt på kravene, hvis myndighederne sikrer den nødvendige fremdrift. Det sker langt fra altid.

Det er en regerings ret at vise handlekraft. Men vi må modsætningsvis forvente, at det sker på et fundament af ordentlighed, tilstrækkelige ressourcer og rammer samt noget så basalt og banalt som anerkendelse af virkeligheden.

At man for eksempel respekterer, at det er årstidernes skiften, der dikterer, hvordan man kan drive landbrug, og hvornår man kan så. Ikke regneark på kontorer i København.

Forløbet med kvælstofkrav understreger – endnu engang – at ordentlige processer tager tid, ordentlighed og faglighed. At gigantiske projekter som forløsningen af den grønne trepart kræver omhyggelighed, respekt og ressourcer.

Det har historien lært os. Jeg håber, læringen også går op for regering og forligskreds.