Christiansborg flytter målstolperne – landmændene betaler

Af Søren Søndergaard, formand, Landbrug & Fødevarer

Når man arbejder med politik har man nogle gange brug for at gå et skridt tilbage for at holde fast i, hvad det egentlig er, vi taler om. Med ønske om det fulde overblik og med øje for alle konsekvenser.

Sådan er det også med den oprindelige grønne trepartsaftale fra juni 2024. Går vi ned i aftalens ordlyd, så samler nedenstående essensen af hele aftalen.

”Den arealomlægning, som nærværende aftale skaber grundlaget for, vil bidrage til et godt vandmiljø, sænke klimabelastningen og samtidig give langt mere plads til naturen og bedre vilkår for biodiversitet og drikkevandsbeskyttelse. For at sikre, at Danmark fortsat har et stærkt og konkurrencedygtigt landbrug, der producerer gode og sunde fødevarer, er det samtidig essentielt, at der i takt med omlægningerne kan skrues op for udbyttet på de øvrige, robuste landbrugsarealer.”

Det er den vej, vi blev enige om at gå i juni 2024. Balancer, der var fint kalibreret efter et halvt års drøftelser og forhandlinger. Men det er ikke der, vi er i dag. Desværre. Og ansvaret for det må enhver med det fulde overblik vide ligger på Christiansborg og hos regeringen.

For de gode og kloge intentioner om, at hver hektar skal løse flere opgaver, er ikke realiseret i praksis. Trods mine kollegers meget ambitiøse og prisværdige indsats i de lokale grønne treparter. Kommunernes Landsforening har i en statusrapport talt om massiv vilje til handling hos lodsejerne.

Men politikerne har simpelthen ikke formået at forløse den nødvendige helhedstankegang. I stedet har vi fået endnu mere adskilt regulering fra regeringens forskellige ministerier. Det man i andre sammenhænge kalder silotænkning. Til stor stress for landmænd. Med det resultat, at vi netop bliver usikre på, hvordan og hvor meget vi kan gå ind i arealomlægningen. For hvem tør gamble med sine muligheder, når målstreg og målstolper hele tiden flytter sig? Så spiller man naturligvis efter at beholde det, man har frem for at omfavne visioner og en mulig, men usikker gevinst forude.

Mange krav uden samtænkning

Det, at man er nødt til se på de akkumulerede eller sammenlagte effekter af mange politiske tiltag over flere år og fra flere forskellige kilder, ja det kommer – overraskende nok – tilsyneladende bag på mange politikere. Men totaliteten af det hele betyder altså meget. Ja, reelt det hele.

Der er hos mange politikere en eller anden forventning om, hvis der strammes lidt på miljølovgivningen og kommer et nyt initiativ på klimaområdet, ja så håndterer landmanden det jo bare hver for sig.

Men sådan ser det praktiske landmandsliv langt fra ud. Byrderne lægger sig ikke ved siden af hinanden som overskuelige småopgaver. De hober sig op og bliver så store og uoverskuelige at de hæmmer både vores tillid til systemet og mulighederne for rent faktisk at handle på det, der egentlig skulle være hjørnestenen i den nye vej, den grønne trepartsaftale.

For vi rammes af mange krav uden den nødvendige samtænkning.

En ny reform af EU’s fælles landbrugspolitik, der potentielt kan blive dyr for de danske landmænd, konsekvenserne af en kommende grisefirepart – hvor et juridisk usikkert stop for byggeri af stalde i den konventionelle griseproduktion kan tælle som endnu et forudsætningsbrud - den kommende biodiversitetslov, potentielt sænkede nitratgrænser i drikkevand og konsekvenserne af det for produktionen, implementering af CO2e-afgiften – en afgift på biologiske processer aftalt politisk forud for den oprindelige grønne trepartsaftale - og usikkerheden om de aftalte klimavirkemidler. Senest demonstreret af regeringens udskydelse af pyrolyseudbud.

Og lad mig så dykke ned i detaljerne i fire helt centrale udfordringer der hver især udfordrer den måde, vi forvalter vores jord på, men som naturligvis også påvirker danske fødevarevirksomheders råvaregrundlag. Både hver for sig, men i den grad også som et samlet hele.

Kvælstofregulering

Vi har oplevet et farceagtigt forløb med de nye kvælstofkrav, hvor vi først har fået de endelige krav, når såmaskinen er løftet for sidste gang. At der så i disse dage er rejst faglig tvivl om, hvorvidt der er store fejl i både ’de endelige’ udledningsgrænser og planlægningsværktøj understreger blot farcens størrelse.

At reguleringen er indført efter kalenderåret og ikke dyrkningsåret et stort problem. Det samme er, at der politiske er vedtaget en model, der betyder at nogle landmænd rammes uforholdsmæssigt hårdt. Vi havde anbefalet et solidarisk princip, som ville fordele byrden ligeligt - VISA. Nu ser vi effekten af det politiske valg i form af landmænd, der rammes hårdt og står med ringe handlemuligheder i forhold til at gå ind i trepartsprojekter.

Nationalt sprøjteforbud

Beskyttelse af drikkevandsinteresser skulle foregå i regi af det grønne trepartsarbejde, og dermed med lokalt ophæng, hvor indsatsen kunne samtænkes med andre. Med det varslede nationale sprøjteforbud mister man overordnet muligheden for at skabe synergieffekter og varetage flere formål på én gang. Der er på nuværende tidspunkt ikke færdiggjort en national kortlægning af de områder, der ikke må sprøjtes på. Det gør det ekstremt usikkert for landmanden at afgive jord til en trepart, når man ikke ved, om man også mister muligheden for at dyrke andre dele af sin jord gennem sprøjteforbud. Også den jord, man måske vil bytte sig til i arealomlægningen. Usikkerheden forstærkes af, at der er lagt op til ikke at erstatte værditabet på jorden. Også selv om det vil være meget store beløb, der potentielt kan tabes. Som et meget stærkt PS et faktum, vi ligesom med gødskningsloven undersøger juridiske muligheder for at udfordre.

Udfordringer med arealomlægning

Den store arealomlægning, der er omdrejningspunkt med trepartsindsatsen kan kun drives til et vist punkt af landmændene. De kan melde ind og give tilsagn, men fremdriften i projekterne skal varetages af myndighederne. Det går langsomt, blandt andet på grund af mangel på kompetencer og ressourcer i kommunerne, og bureaukratiske barrierer i samarbejdet mellem kommuner og statslige myndigheder. En anden udfordring er, at selv om en landmand giver tilsagn om at afgive jord til et projekt ved såkaldt håndsoprækning og på den måde bliver godskrevet den forventede kvælstofeffekt, så er han samtidigt afhængig af, at der sker fremdrift i projektet. En fremdrift han altså ikke selv kan sørge for. Hvis myndighedernes projekt ikke skrider nok frem, kan kvælstofeffekten alligevel holde op med at tælle – og oplandet kan derfor blive mødt af hårdere markregulering. Selvfølgelig ikke motiverende.

Forbud mod udbyttekritiske pesticider

I 2025 blev godkendelsen af 33 sprøjtemidler med fluor-aktivstoffer, såkaldte PFAS-stoffer, tilbagekaldt. De 33 midler blev anvendt bredt i planteproduktionen, bl.a. til bekæmpelse af svamp, ukrudt og skadedyr. Udfordringen er ikke alene, at de konkrete midler forsvinder, men at tilsvarende alternativer endnu ikke nødvendigvis er godkendt til brug i Danmark. Med alternativer menes plantebeskyttelsesmidler, der kan løse den samme konkrete opgave i marken – fx bekæmpe den samme svampesygdom – uden den TFA-udfordring, der førte til forbuddet. Når en landmand mister et effektivt middel uden at få et alternativ, kan konsekvensen være større angreb af sygdomme, skadedyr og ukrudt og dermed lavere eller mere ustabile udbytter. Og her taler vi om midler, som i vid udstrækning bruges i andre EU-lande. De direkte årlige udbyttetab fra de allerede tilbagekaldte midler vurderes til 2 mia. kr. årligt for landbruget plus store konsekvenser for følgeindustrien, særligt kartoffelstivelsesindustrien.

Totaliteten af alt, der rammer erhvervet

Alt herover viser store udfordringer og usikkerhedsmomenter i det totale billede.

Når de lægges ovenpå hinanden, og politikkerne dels går længere og videre end trepartsaftalens rammer, dels ikke søges koordineret på tværs af politikområderne, ja så bliver alting ufatteligt svært – og implementeringen af den grønne trepartaftale i den virkelige verden nærmest uopnåelig.

Når politikerne sidder med hver deres ordførerskab, ministerie og interesse, så mangler det store overblik desværre alt for ofte. For er der egentlig andre ud over os, der har overblik over totaliteten af alle ting, der rammer erhvervet lige nu?

Det er et budskab, vi lige nu bruger rigtig mange kræfter på at formidle til det politiske niveau.