Nyhed, 07.oktober 2026

DR-program understreger manglende viden om spildevand

Dokumentaren ’Balladen om det beskidte vand’ bør få politikere til at fremskynde arbejdet med at sikre mere data og bedre kontrol med spildevand, mener L&F.

DR-dokumentaren ’Balladen om det beskidte vand’, der havde premiere tidligere på ugen illustrerer fint, at vi som samfund mangler konkret, præcis viden om omfanget af spildevand til vandmiljøet, og at administration og kontrol forekommer yderst lemfældig.

Det mener Martin Hjort Jensen, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Programmet følger flere landmænd, der arbejder med at vise, at spildevand er en overset udfordring, og at myndighederne ikke har styr på tingene.

-Hvad vi ser i udsendelsen, understreger behovet for at få flowmålere ud mange flere steder, så der er et kvalificeret grundlag at vurdere, hvad spildevandet betyder. Det har vi arbejdet for længe. Når vi som erhverv skal levere store indsatser, så skal vi selvfølgelig gøre det samtidig med at vi har et overblik over hele situationen. Hvor meget betyder spildevand og er der steder, hvor der akut skal sættes ind over for netop det. Der er mange lokale eksempler på overløb, hvor borgerne oplever meget ulækre situationer. Men det er fortsat som om, at særligt venstrefløjen ser stort på netop det. Havde det været landbruget, der havde været skyld i nogle af de billeder vi ser, så havde vi oplevet en reel mediestorm, siger Martin Hjort Jensen.

Han sender en stor anerkendelse til de landmænd, der medvirker i udsendelsen og er med til at sætte lys på en meget væsentlig problematik.

- At tale om spildevand er vigtigt og et helt legitimt element at bringe op i debatten og det skal vi fortsætte med at gøre. At eksperter så fortolker det som desinformation, som der bliver sagt i udsendelsen, ja det er jo helt uforståeligt. Vi har alle en fælles interesse i at få styr på vandmiljøet og derfor skal vi have data på bordet. Jeg håber den her udsendelse i den bedste sendetid kan politikerne til at øjne øjnene, så vi kan få bedre data om spildevand og en mere effektiv kontrol, siger Martin Hjort Jensen.

Du kan se ’Balladen om det beskidte vand’ på DR her.