Endelige tal - uendelige problemer

I starten af ugen skrev jeg i Effektivt Landbrug om de såkaldt endelige udledningsgrænser for 2027. Her var problemet, at landmænd, konsulenter og SEGES fik vidt forskellige resultater og stadig forsøgte at forstå, hvad tallene egentlig betød.

Siden da er sagen kun blevet mere alvorlig.

SEGES Innovation vurderer nu, at der er fejl både i selve udledningsgrænserne og i SGAV’s planlægningsværktøj. I nogle kystvandoplande kan udledningsgrænserne ifølge SEGES være 10-20 procent for lave. På vandede arealer vurderes grænserne at være omkring fem procent for lave. Samtidig vurderer SEGES, at planlægningsværktøjet beregner kvælstofudledningen forkert. Afhængigt af den konkrete markplan kan beregningen både over- og undervurdere udledningen markant.

Det er grotesk.

Det her er ikke et lille teknisk problem i et regneark. Det er det grundlag, den enkelte landmand skal bruge til at beslutte, hvilke afgrøder der kan dyrkes, hvor meget der kan gødskes, og hvordan hele bedriftens produktion skal tilrettelægges. Vi har allerede set konkrete eksempler på landmænd, der ifølge beregningerne overskrider deres udledningskvote, før de overhovedet har tilført gødning. En planteavler ved Randers Fjord fik eksempelvis en beregning, der viste omkring 450 kg kvælstof i overskridelse inden gødskning. Det giver ganske enkelt ingen mening.

Prøv at overføre det til enhver anden virksomhed. Staten indfører regler, der afgør, hvad du må producere. Du får at vide, at tallene er endelige, og du får et officielt værktøj at planlægge efter. Få dage senere vurderer eksperterne, at både tallene og værktøjet indeholder fejl. Det ville ingen acceptere andre steder.

Men landmanden forventes stadig at indrette sin virksomhed efter det. Markerne er for længst sået, sædskifterne planlagt og investeringerne foretaget. Det er landmanden, der står med risikoen, mens myndighedernes grundlag bliver ved med at flytte sig.

Den forkerte rækkefølge

Og det er måske det mest opsigtsvækkende i hele forløbet: Hvor hurtigt det hele fortsat ændrer sig. Bare siden jeg skrev min kommentar om de ”endelige” tal, er der kommet nye og langt mere alvorlige oplysninger frem. Det understreger præcis den kritik, vi har rejst igen og igen; man har haft så travlt med at få en ny kvælstofregulering gennemført, at modeller, værktøjer og konsekvenser bliver afklaret på bagkant. Det er den forkerte rækkefølge.

Det viser også, hvorfor en langt større del af indsatsen skal tage udgangspunkt i lokale forhold. Danmark kan ikke reguleres som ét stort regneark. Jordbund, retention, afgrøder, markvanding og mulighederne for virkemidler varierer fra opland til opland og fra mark til mark.

Den viden findes hos landmændene, rådgiverne og i de lokale treparter. Hvis vi vil skabe reelle forbedringer for vandmiljøet, skal reguleringen bygge på den virkelighed - ikke på modeller, hvor vi først bagefter opdager, hvordan de rammer ude på den enkelte bedrift.

Og så bliver spørgsmålet kun mere oplagt: Hvorfor skal den nye regulering partout gælde fra 1. januar 2027? Vi har hele tiden peget på 1. august 2027, så reguleringen flugter med dyrkningsåret og giver tid til at få modeller, værktøjer og regler ordentligt på plads. Når vi få måneder før ikrafttrædelsen stadig finder så alvorlige problemer i selve beregningsgrundlaget, er det svært at argumentere for, at systemet er klar.

Hvis myndighederne endnu ikke har et grundlag, de kan stå på mål for, skal regningen ikke sendes videre til landmanden.