Foto: Niels Hougaard
L&F: Generationsskifte skal fylde mere i den kommende CAP
Landbrug & Fødevarer støtter Europa Kommissionens anbefaling om at fordoble andelen af CAP-budgettet til generationsskifte-
Støtten øges fra 3 til 6 procent (fra 193 mio. kr. til 328 mio. kr. årligt).
Landbrug & Fødevarer anerkender Europa Kommissionens anbefaling om, at der skal gøres mere for generationsskifte i forbindelse med den kommende CAP-reform for 2028 og frem. Det er dog vigtigt, at reglerne i højere grad målrettes, så de tager højde for de udfordringer, danske unge landmænd møder, når de ønsker at etablere sig i erhvervet.
Kapitaltung etablering
I Danmark er den største udfordring for mange unge ikke manglende interesse for erhvervet, men adgang til kapital og finansiering ved generations- og ejerskifte. Derfor arbejder Landbrug & Fødevarer for, at en større del af de afsatte midler målrettes etableringsstøtte og investeringer, som kan hjælpe unge landmænd med at komme i gang.
L&F støtter blandt andet forslaget om, at der etableres en ordning med etableringsstøtte på op til 2,24 mio. kr. pr. bedrift og en særlig investeringsordning til unge landmænd i deres første år som selvstændige.
Fokus på nye ejerformer
Stadig flere bedrifter drives i selskabsformer med flere ejere, og derfor arbejder Landbrug & Fødevarer for, at reglerne understøtter nye ejerformer.
Det betyder blandt andet, at flere unge landmænd skal kunne modtage støtte på samme bedrift, hvis de ejer og driver virksomheden i fællesskab. Samtidig skal det fortsat være muligt at opnå støtte, selvom den enkelte unge landmand ejer en mindre andel af virksomheden dog forudsat, at den unge har den bestemmende indflydelse.