Foto: Niels Hougaard/L&F
Mindre iltsvind – men det må danskerne selv finde ud af
Kommentar af Martin Hjort Jensen, viceformand i Landbrug & Fødevarer
Gode nyheder bliver aldrig så interessante som dårlige nyheder.
I hvert fald må jeg konstatere, at meldingen om, at arealet med iltsvind i de indre farvande faldt i forhold til måneden før, kun blev en lille nyhed.
Iltsvindet var i september på lidt mere end 1.600 kvadratkilometer. Fra august til september er arealet faldet med en fjerdedel. Det betyder, at omfanget af iltsvind kun er 15 procent af, hvad det var i september 2024.
Forskeren bag iltsvindsrapporten erklærer sig ’lidt overrasket’.
Havde jeg ikke fulgt dækningen af miljø og landbrug i efterhånden en del år, så havde jeg måske forventet en bred mediedækning med fokus på det glædelige fald. Måske endda et kritisk interview med de organisationer, der har fået massiv omtale på at holde ’begravelsesceremonier’ for blandt andet Vejle Fjord.
Men det ved jeg selvfølgelig godt ikke kommer til at ske.
At en god del af de vandområder, der i september var ramt af iltsvind, ligger, hvor der er påvirkning af kvælstof fra andre lande, ja det skal danskerne heller ikke høre om. I hvert fald ikke fra hovedredaktionerne på de store medier.
Så på den led er alt ved det gamle. Og så alligevel. For i sidste uge sendte DR dokumentaren ’Balladen om det beskidte vand’. Den sætter fokus på spildevand som en overset presfaktor for vandmiljøet.
Der er grund til at sende en stor tak og anerkendelse til de landmænd, der medvirker og gør en kæmpestor indsats for at sætte spildevandsudfordringen på den offentlige dagsorden.
Programmet illustrerer fint, at vi som samfund mangler konkret, præcis viden om omfanget af spildevand til vandmiljøet, og at administration og kontrol forekommer yderst lemfældig.
Jeg har siden programmet blev sendt talt med mange ikke-landmænd, der er dybt forundret og overrasket over, hvor lidt styr der er på spildevandet.
Det understreger, hvor vigtig en afbalanceret pressedækning er for oplevelsen af vores erhverv.
Skal det opnås, så er der meget at tænke over på chefredaktørkontorerne på de store medier.