Foto: Landbrugsmedierne

Nyhed, 14.oktober 2026

Regeringen må give sig selv et kvælstof-fjumreår

Lige når man ikke troede, kvælstof-farcen kunne blive større, så blev den det alligevel.

Lige når man ikke troede, kvælstof-farcen kunne blive større, så blev den det alligevel.

Tirsdag aften meldte Aarhus Universitet ud, at SEGES Innovation alligevel har ret i, at der er fejl i de faglige beregninger bag de nye udledningsgrænser. Det blev fulgt af en melding fra SGAV, der blandt andet meddeler, at det det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at give en tidshorisont for, hvornår de nye udledningsgrænser kan være implementeret i deres planlægningssystem. 

Martin Hjort Jensen, viceformand i Landbrug & Fødevarer, mener, at nyheden nok engang understreger de store faglige udfordringer med den nye kvæstofregulering.

- Det er godt, at Aarhus Universitet anerkender, at der er begået fejl. Men det er skæbnens ironi, at det sker efter at man først har frikendt sig selv. Det understreger i hvert fald, hvor stor usikkerhed, der er om hele fagligheden omkring kvælstofreguleringen, og at den meget lukkede proces, hvor AU ikke har haft mulighed for at få trykprøvet sine beregninger på virkeligheden, ikke fungerer. Der er brug for gennemsigtighed, som vi har påpeget gennem hele forløbet, siger han.

Købt eller solgt

Martin Hjort Jensen på peger, at regeringens hastværk, hvor faglighed er blevet ofret for at signalere handlekraft har skabt en enorm usikkerhed, hvor ingen landmænd reelt ved om de er købt eller solgt:

- Det understreger den aktuelle tilståelse fra Aarhus Universitet. Det er jo heller ikke kun os, men også vores rådgivningssystem, der er under pres. De har helt vanvittige arbejdsbetingelser lige nu.  

Landbrug & Fødevarer mener regeringen burde stå ved, at usikkerheden er nærmest totalt og på den baggrund sætte implementeringen på pause.

- Vi kan jo konstatere, at der er store anerkendte fejl i planlægningsværktøj og udledningsgrænser. Og at SGAV melder ud i en pressemeddelelse, at det ikke er muligt på nuværende tidspunkt at give en tidshorisont for, hvornår de nye udledningsgrænser kan være implementeret.  Vi kan konstatere, at det faglige grundlag ikke er på plads. Meget, meget længe efter, at det skulle være tilfældet. Jeg vil anbefale regeringen at tildele sig selv et fjumreår, og så vende tilbage med den nye regulering, når man reelt er klar til at indføre den på en ordentlig måde, siger Martin Hjort Jensen, og fortsætter:

- Det rigtige vil være, at hele beregningsgrundlaget gennemgås uafhængigt, inden de nye udledningsgrænser tages i brug. Der er så mange usikkerheder fordi man politisk har prioriteret fart over faglighed. Opfordringen må være: Få nu styr på tingene, inden I begynder at melde kategoriske grænser ud.