Nyhed, 28.oktober 2026

Grøn omstilling sker ikke på forhastede forbud

Der skal skabes overgangsfaser, når vi snakker udfasning af planteværn. Ellers risikerer vi, at miste mere, end vi får

Vi skal bruge så lidt planteværn som muligt og så meget som nødvendigt. Det er et grundlæggende princip i dansk planteproduktion, og det er en tilgang, som danske planteavlere arbejder med hver eneste dag.

Vi skal selvfølgelig fortsætte med at reducere brugen af planteværn og udvikle nye dyrkningsmetoder. Men vi kommer ikke i mål med den grønne omstilling gennem hårde forbud og bratte politiske beslutninger, hvor alternativerne endnu ikke findes.

Vi kommer i mål ved at gøre det klogt; investere i forskning, planteforædling, præcisionsteknologi og nye biologiske løsninger. Og ved at sikre fornuftige udfasninger og overgangsperioder, hvor nye muligheder kan tage over, i takt med at eksisterende midler udfases.

Det kræver også, at vi får sat tempo på udviklingen og godkendelsen af nye løsninger. For det hjælper ikke at stille krav om en hurtigere omstilling, hvis de biologiske midler og teknologier, der skal gøre den mulig, sidder fast i langvarige godkendelsesprocesser. Og løsningerne skal ikke kun fungere i et forsøg. De skal også kunne anvendes i praksis og hænge økonomisk sammen på den enkelte bedrift.

Det handler ikke om at sænke ambitionerne. Det handler om at sikre, at vi også fremover kan producere fødevarer og andre plantebaserede produkter i Danmark, samtidig med at vi reducerer vores miljøaftryk.

For vi skal passe på, at vi ikke med den ene hånd stiller stadig flere krav og med den anden fjerner de redskaber, som planteavlerne har brug for til at levere på dem.

Og vi skal huske, at efterspørgslen efter afgrøderne ikke forsvinder, fordi vi gør produktionen vanskeligere i Danmark. Hvis produktionen flytter til andre lande, er det ikke nødvendigvis en gevinst for miljøet. Til gengæld risikerer vi at miste både råvaregrundlag, arbejdspladser og den specialiserede viden, som det har taget generationer at opbygge.

Dansk frøavl viser, hvad vi kan

Et godt eksempel på, hvorfor den balance er så vigtig, er dansk frøavl.

DLF har netop afholdt generalforsamling og præsenteret et flot årsresultat. Bag resultatet ligger en dansk erhvervssucces, som er skabt gennem generationer af dygtige frøavlere, forskning, planteforædling, investeringer og et tæt samarbejde mellem landmænd og virksomheder.

Danmark er i dag verdens største eksportør af græs- og kløverfrø, og mere end 90 procent af den danske frøproduktion eksporteres. Det er en international styrkeposition, som vi har særligt gode naturgivne og faglige forudsætninger for at fastholde og udvikle.

Og det er samtidig en branche, der ikke sidder og venter på, at andre finder løsningerne.

Frøbranchen arbejder selv målrettet med at udvikle produktionen og reducere behovet for plantebeskyttelsesmidler. Blandt andet gennem initiativer som Close to Zero og investeringer i nye dyrkningsmetoder, teknologi og planteforædling.

Mulighederne er mange. Sensorer, droner, kunstig intelligens og præcisionssprøjtning kan være med til at målrette indsatsen i marken, mens nye biologiske løsninger kan mindske behovet for traditionelle planteværnsmidler. Det er udvikling, som både frøavlere, virksomheder og forskningsmiljøer allerede arbejder på at omsætte til praksis.

Det er netop den innovationskraft og virkelyst, vi skal understøtte. For udviklingen kommer fra de mennesker og virksomheder, der hver dag arbejder med at gøre produktionen bedre, mere præcis og mere bæredygtig.

Vi skal udvikle vores styrkeposition

Men frøavl er en specialiseret produktion, hvor kvalitet, renhed og spireevne er helt afgørende. Det kræver adgang til de nødvendige planteværnsmidler, indtil nye løsninger er klar til at overtage.

Hvidkløver er et godt eksempel. Danmark er Europas største producent af hvidkløverfrø. Produktionen kræver effektiv bekæmpelse af ukrudt og skadelige insekter for at sikre den kvalitet, kunderne efterspørger. Samtidig bidrager de blomstrende marker med føde til bier og andre bestøvende insekter. Her handler det om at finde løsninger, der både tilgodeser miljøet og gør det muligt at fortsætte produktionen.

Samtidig står frøavlerne over for en ny kvælstofregulering, færre godkendte planteværnsmidler og udsigten til yderligere sprøjteforbud. Det er beslutninger, der samlet kan få stor betydning for mulighederne for at fastholde produktionen i Danmark.

Derfor har vi brug for en samlet og langsigtet strategi for udfasning af plantebeskyttelsesmidler. En strategi, der bygger på faglighed, dokumenterede risici og realistiske overgangsperioder, og hvor udvikling og godkendelse af alternativer går hånd i hånd med udfasningen af eksisterende midler.

Det kræver et tættere samarbejde mellem erhverv, forskning, myndigheder og politikere. For hvis vi vil have en mere bæredygtig og teknologisk avanceret frøproduktion, skal vi også skabe rammerne for, at den kan udvikles.

For hvis vi fjerner mulighederne for at producere, før alternativerne er klar, risikerer vi ikke alene at miste produktion. Vi risikerer også at svække det råvaregrundlag, den specialiserede viden og de investeringer, som hele vores fødevare- og planteproduktion bygger på.

DLF's resultat er en vigtig påmindelse om, hvad dansk planteproduktion kan præstere, når faglighed, innovation og virkelyst får plads til at udvikle sig.

Det skal vi være stolte af - og det skal vi passe på.

Læs årsrapporten fra DLF her