Markager rammer ved siden af
Stiig Markager mener, at vi selv bærer ansvaret for tidspres omkring den nye kvælstofregulering. Men han overser det egentlige problem
I sidste uge svarede Stig Markager igen på min kritik af sjusk med udledningsgrænser i mediet Naturmonitor. Stiig Markager mener, at L&F og landbruget selv bærer ansvaret for det tidspres, vi nu står med omkring den nye kvælstofregulering.
På det punkt rammer Markager omtrent lige så præcist som de udledningsgrænser, der nu skal regnes om.
For det aktuelle problem er ikke, om landbruget har kendt til udfordringerne i vandmiljøet. Problemet er, at myndighederne vil regulere tusindvis af virksomheder efter beregninger, som få måneder før ikrafttrædelsen fortsat ændrer sig og, som Aarhus Universitet nu selv har konstateret fejl i.
Først lød meldingen, at beregningerne var efterprøvet. Kort efter måtte universitetet erkende en fejl i datagrundlaget. SGAV kan samtidig ikke sige, hvornår de korrigerede data er indarbejdet.
Det ansvar kan man ikke skrive baglæns i historien og placere hos landmanden.
Markager skriver samtidig, at L&F systematisk har modarbejdet effektive løsninger og rådgivet vores medlemmer dårligt. Det er svært at få til at hænge sammen med virkeligheden.
Vi gik i 2024 ind i en historisk grøn trepart og accepterede meget store forandringer af dansk landbrug: omfattende arealomlægninger, en ny markregulering og et stort ansvar for at reducere kvælstofudledningen. Derefter gik landbrugets repræsentanter ind i de lokale treparter sammen med kommuner, organisationer og myndigheder for at omsætte aftalen til konkrete løsninger. Det var netop idéen: fælles nationale mål, men løsninger baseret på lokale forhold.
Det kalder jeg ikke at modarbejde en indsats men derimod at tage aktivt ansvar og part i løsningerne - men så kan vi jo være så uenige.
Kritik er ikke modstand
Det er også derfor, Markagers forklaring på tidspresset rammer ved siden af. Den nye regulering skal træde i kraft i 2027, men de foreløbige grænser kom først nu, i efteråret 2026 og kort efter opstod nye spørgsmål til både data og beregninger. Nu ved vi, at der faktisk var fejl, og det skubber endnu mere til det i forvejen store tidspres, den enkelte landmand arbejder under.
Det er dét, vi anfægter, når vi siger, at tingene går for stærkt.
Ikke hvad nogen mente om braklægning i 2008 eller Landbrugspakken i 2016.
Den aktuelle diskussion handler om, hvorvidt myndighederne i 2026 har et tilstrækkeligt sikkert fagligt grundlag til at regulere den enkelte landmands virksomhed ud fra i begyndelsen af 2027. Og den seneste udvikling viser præcis, hvorfor det er nødvendigt at stille kritiske spørgsmål.
SEGES rejste tvivl. Først blev bekymringen afvist. Ved yderligere gennemgang viste det sig, at der faktisk var fejl. Det burde mane til en vis ydmyghed, før man kalder kritik for ”faglig afsporing”.
Vi bakker fortsat op om målene i den grønne trepart og om at reducere kvælstofudledningen. Men når et fagligt grundlag får så store konsekvenser for mennesker og deres livsværk, investeringer og ejendom, skal det kunne tåle at blive prøvet og kritiseret. Det er almindelig sund fornuft og et spørgsmål om retssikkerhed.
Markager opfordrer mig til at tage ansvar på vegne af L&F. Det gør jeg gerne:
Jeg tager ansvar for, at vi gik ind i treparten, hvor vores lokale repræsentanter har brugt enorme kræfter på at omsætte aftalen til konkrete løsninger.
Jeg tager også ansvar for, at vi bliver ved med at insistere på fagligheden i løsningerne.
Men jeg accepterer ikke, at kritik af et fejlbehæftet grundlag reduceres til, at landbruget selv har redt den seng, vi ligger i.
Lige nu er der et hastværk, som ender med at begrave den gode vilje og det samarbejde, vi faktisk lykkes med at etablere i de lokale treparter.
Men fart må aldrig trumfe faglighed.