Dansk landbrug har nøglerne til fremtiden - hvis vi får lov

Min beretning i år handlede om krav til og ambitioner for landbruget, der bliver større nærmest dag for dag.

Mens resten af EU taler fødevareforsyningssikkerhed og vil producere flere fødevarer som en integreret del af den europæiske sikkerhedspolitik, så stopper venstrefløjens og regeringens støttepartiers udsyn ved grænsen.

Vi skal blot brødføde os selv, lyder parolen.

Det er nationalistisk snæversyn. Det er en meget egoistisk tilgang til det europæiske fællesskab

Den geopolitiske situation er simpelthen alt for alvorlig til at lade den yderste venstrefløj stikke af med dagsordenen og ofre hele vores fødevareproduktion og forsyningssikkerhed på symbolpolitikkens alter.

Men det er åbenlyst dens ambition.

Samtidigt med, at retorikken fra venstrefløjen mod landbruget bliver stadigt mere skinger, så får vi eksempel på eksempel på offentlige miljøsvigt.

Når miljøtilstanden i Skagerrak afgøres ved hjælp af én målestation, så burde enhver, der kalder sig grøn politiker, råbe vagt i gevær og kalde på bedre data.

Og stop nu med at udbrede fortællingen om, at vi har aftalt reguleringsmodellen for kvælstof sammen. Den model, der nu er vedtaget, er lysår fra det, vi kunne se konturerne af, både i 2021 efter landbrugsaftalen. Og i 2024 efter den oprindelige grønne trepartsaftale.

Generelt tvivler jeg på, hvor mange politikere der har et overblik over de akkumulerede effekter af de mange nye krav, og hvordan de spiller sammen. Totaliteten. I beretningen tillader jeg mig at nære en forsigtig tro på, at hvis regeringen er klar til at levere nogle konkrete svar på, hvad vi gør ved totaliteten af krav, så kan vi nå hinanden. Hvis ikke – ja, så må landbruget leve – eller dø - med den regulering, der rammer os. Valget er er regeringens.

Skræller vi den yderste venstrefløjs totalt manglende udsyn og ordentlighed væk, så står det tilbage, at danskerne har store forventninger til os på klima, miljø og dyrevelfærd. Det er fint. Men mange ønsker også, at vi skal gøre noget grundlæggende anderledes.

Vi kan ikke holde til at være i permanent krigstilstand med det omgivende samfund. Derfor bliver vi nødt til at tage samtalen med hinanden om, hvad det er for en rolle, vi skal have i fremtiden.

Hvilke samfundskontrakter, vi skal indgå. Hvordan vi kan nå til en fælles forståelse med vores omgivelser.

Vi skal sammen finde svar på, hvordan vi nærmer os vores omverdens forventninger til os – uden at miste os selv.

Husk, at vi har nøglerne til det biogene samfund, der skal afløse det fossile samfund. Alt det, vi har brug for, vokser op af den jord, vi forvalter.

Det bliver det ved med.