Fremtidens naturforvaltning kræver fælles fodslag & handling
Hvordan sikrer vi flere græssende dyr i den danske natur? Det spørgsmål er centralt, når L&F samler branchen og politikere til konference på Christiansborg
Med Den Grønne Trepart er der sat store ambitioner for fremtidens danske natur. Men hvis ambitionerne skal realiseres, kræver det både græssende dyr og dyreholdere, der har mulighed for at løfte opgaven.
I dag er der en række barrierer, som gør det vanskeligt at udvikle naturforvaltning med græssende dyr til en attraktiv og økonomisk bæredygtig driftsgren. Det gælder blandt andet komplicerede regler, utilstrækkelige tilskudsordninger og usikkerhed om de langsigtede rammevilkår.
Samtidig er der behov for en klar politisk ambition og en samlet plan for, hvordan flere naturarealer kan blive afgræsset i fremtiden.
Forskellige interesser - fælles ambitioner
På konferencen Fremtidens naturforvaltning med græssende dyr - fra ambition til handling mødes blandt andre Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse, Aage V. Jensens Naturfond og Dansk Naturafgræsning.
Organisationerne repræsenterer forskellige interesser og perspektiver, men deler ønsket om at sikre, at græssende dyr også i fremtiden kan bidrage til biodiversiteten og forvaltningen af danske naturarealer.
Et centralt omdrejningspunkt bliver derfor Landbrug & Fødevarers forslag om at etablere en national taskforce for naturforvaltning.
Taskforcen skal samle relevante myndigheder, organisationer, forskere og erhvervet om at udarbejde konkrete anbefalinger til forbedringer af regler, støtteordninger og andre rammevilkår.
For udfordringerne er ikke nye. Der findes allerede omfattende faglig viden og erfaringer fra de dyreholdere, der arbejder med naturforvaltning i praksis. Nu handler det om at omsætte den viden til politiske løsninger, der gør det muligt at fastholde eksisterende producenter og tiltrække nye.
Fra ambition til handling
Konferencen byder på faglige oplæg fra blandt andre Aarhus Universitet, SEGES Innovation og Vejle Kommune samt erfaringer fra dyreholdere, der arbejder med naturforvaltning med græssende dyr.
Dagen afsluttes med en debat mellem politiske ordførere om ambitionerne for fremtidens naturforvaltning og mulighederne for at etablere en national taskforce.
Ambitionen er, at konferencen bliver et vigtigt skridt mod en samlet politisk strategi, der sikrer flere afgræssede naturarealer og skaber attraktive rammer for naturforvaltning som driftsgren.
Læs en uddybende beskrivelse af forslaget om en national taskforce her