Gratis møder sætter fokus på aktuelle juridiske spørgsmål
Hvert år afholder L&F Jura 4-6 morgenmøder med gennemgang af forskellige juridiske problemstillinger. Deltagelse er gratis
Landbrug & Fødevarer, Jura, inviterer hvert år til 4-6 gratis morgenmøder, hvor aktuelle juridiske problemstillinger inden for landbruget bliver taget under behandling. Morgenmøderne er åbne for alle interesserede, herunder landmænd, rådgivere og medarbejdere i kommuner og nævn.
Hvornår risikerer du at miste dit projekttilskud?
Onsdag den 25. november kl. 8.30-9.15 sætter chefkonsulent Stefanie Sommer Abild fokus på sanktioner ved manglende overholdelse af regler og vilkår for projekttilskud.
Med afsæt i en dom fra EU-Domstolen gennemgår hun forskellen mellem støtteberettigelseskriterier og forpligtelser, og hvilken betydning det har for sanktionerne, hvis kravene til et tilskudsprojekt ikke bliver overholdt.
Morgenmødet giver indblik i de juridiske principper og deres praktiske betydning for landmænd, der modtager projekttilskud.
Det er gratis at deltage.