Bare vores kritikere skulle i gang med et omlægningsprojekt

’Stor overansøgning på etableringsprojekter i første ansøgningsrunde medfører, at anden ansøgningsrunde udskydes.'

Ja, sådan hedder det i en nyhed fra SGAV i sidste uge. SGAV noterer også:

’Styrelsen har de sidste år set gentagne overansøgninger på kvælstofvådområder og lavbundsprojekter. Det vidner om et stort engagement fra kommuner og lodsejere og er et vigtigt bidrag til arealomlægningen.’

Det er ikke budskaber, jeg har set landbrugets kritikere eller regeringens støttepartier dele på de mange kanaler, de har adgang til. Men i ordentlighedens navn, så burde de.

For skræller man kommunikationsmedarbejdernes fine formuleringer bort, så er bundlinjen jo klar: Lodsejerne leverer. Staten fejler.

Staten burde, men kan ikke følge med, når kommuner og lodsejere byder ind. Ministeriet har selv peget på, at projekterne tager længere tid at gennemføre end forventet. Kommunernes Landsforening har fremhævet mangel på ressourcer, og at de overordnede statslige rammer og finansieringen ikke følger med den store lokale arbejdsbyrde.

Der har selvfølgelig været rød-grønne politikere på banen med kritik af, hvor få projekter, der er realiseret. Men ikke med kritik mod de manglende ressourcer og manglende handlekraft i staten. Nej, synderne, det er landmændene. Sådan er det pinligt snævre verdensbillede.

Det illustrerer, hvor langt der er fra skåltaler og bravado om miljø og klima til den virkelighed, som landmænd og andre lodsejere lever i.

Landbruget skal levere sit. Som altid. Til tiden. Selv udskyder staten bare indsatsen. Men måske medierne efter vores meldinger op til og under delegeretmøde og ved rent faktisk at spørge involverede landmænd er ved at opdage det.

Da især når nu helt andre kilder også bekræfter. Det var i hvert fald ekstra tankevækkende at læse historien om bymennesket og iværksætteren Andreas Groth, der arbejder med at etablere primitive lejrpladser i projektet Landjord.

Til Jyllands-Posten fortæller han efter tre års arbejde: »Selv om man er den mest sympatiske og progressive landmand, kan det være svært at lægge jord om, fordi der er så mange regler og så meget bureaukrati, der skal gå hånd i hånd med ens egne planer.«

Det er en læring, som mange af landbrugets kritikere selv burde gøre sig.

Måske ville debatten om omlægning og grøn trepart endda få de nuancer, som åbenlyst mangler.