Simon Ladgefoged

Sammen mod Salmonella Dublin

Her finder du viden, værktøjer og branchens fælles indsats for at bekæmpe Salmonella Dublin og styrke smittebeskyttelsen i kvægbruget.

Fra 2025 og 3 år frem har Landbrug & Fødevarer, Sektor Kvæg, igangsat et projekt med fokus på bekæmpelsen af Salmonella Dublin samt forebyggelse af nysmitte. Fondsmidlerne til projektet kommer fra såvel Mælkeafgiftsfonden (MAF) og Kvægafgiftsfonden (KAF). Baggrunden for projektet er, at der gennem de seneste år har været en stigning i antallet af besætninger, som er ramt af Salmonella Dublin, og det ønsker branchen at få bragt ned.

Projektets formål og indsatsområder

Formålet med projektet er at sætte fokus på bekæmpelse af Salmonella Dublin i 10 afgrænsede projektområder ved samarbejde mellem engagerede fagpersoner og landmændene i den enkelte områder. Der er gennem årene genereret meget viden om bekæmpelse af Salmonella Dublin gennem projektarbejde ikke mindst i SEGES-regi, og denne viden bringes i spil i lokale konstruktioner, som er inspireret af bekæmpelsen af PRRS i griseproduktionen i Danmark. Her har samarbejde mellem fagpersoner og landmænd lokalt givet meget positive resultater.

Nye lokale projekter i de kommende to år

I de kommende 2 år vil der løbende blive igangsat projekter, hvor samarbejde mellem interessenter i lokalområderne vil bidrage til at øge viden om smittebeskyttelse og smittebekæmpelse. Målet er at nedbringe antallet af smittede besætninger og samtidig mindske risikoen for nyinfektion med Salmonella Dublin.

Information og værktøjer til landmænd

På denne side kan landmænd samt dyrlæger og rådgivere finde information om bekæmpelse af Salmonella Dublin og om smittebeskyttelse på kvæggården generelt.  

På landmandssiden kan man finde materiale til brug for undervisning af personale i temaerne samt andet informationsmateriale til at gøre det lettere at praktisere god smittebeskyttelse på den enkelte ejendom.

Materialer og ressourcer til dyrlæger og rådgivere

Fagpersoner som dyrlæger og rådgivere kan finde materiale til undervisning og formidling af viden om Salmonella Dublin og smittebeskyttelse samt baggrundsmateriale i form af artikler med videre.