
Publikation, 01.januar 2023
Pris, økologi og dyrevelfærd vægtes højest ved køb af æg
I en ny undersøgelse gennemført af Norstat for L&F, sætter vi fokus på danskernes holdninger til æg, hvad æg bruges til, og hvad vægtes højest ved køb af æg.
De vigtigste indsigter er:
- Danskerne kigger primært efter pris, økologi og dyrevelfærd når de køber æg. Sammenlignet med samme undersøgelse i november 2021 er markant flere danskere blevet prisbevidste, når de vælger æg. Når man kun har mulighed for at vælge én faktor på listen, er det 37 pct. der mener, at prisen har størst betydning for valget af æg, imens det kun gjaldt hver fjerde dansker i 2021.
- For 18 pct. er det vigtigst, at æg er økologiske, mens det for 16 pct. er dyrevelfærd, der er det vigtigste.
- 32 pct. køber typisk økologiske æg, imens 31 pct. typisk lægger skrabeæg i kurven. Hver femte dansker svarer, at det er forskelligt hvilken type æg, de plejer at købe, og dette er markant flere end sidste år.
- 11 pct. har danskproduceret på førstepladsen over det, de kigger efter, når de køber æg. Dette forhold har dog betydning i indkøbssituationen for en del flere. 62 pct. blandt danskerne finder det vigtigt eller meget vigtigt, at de æg, de køber, er danske, og 56 pct. kigger ofte eller altid efter, om æggene er danskproducerede, når de handler æg.
- I gennemsnit spiser danskerne lidt over 4 æg om ugen. 31 pct. mener, at det ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv er passende at spise op til 4 æg om ugen, mens 41 pct. mener, at det er passende at spise ml. 5-9 æg. Dette kunne pege på et potentiale for at øge forbruget af æg blandt danskerne.
- Æg forbindes ofte med sundhed, hvilket i danskernes øjne især skyldes et højt proteinindhold og en god mæthedsfornemmelse. Hver femte forbinder dog æg med forhøjet kolesterol. Det er særligt kvinder, der knytter sundhed til æg, imens flere mænd forbinder æg med forhøjet kolesterol.
- Ni ud af ti danskere er overvejende enige eller enige i, at æg er alsidige, god kilde til protein og nemme at tilberede. Tre ud af fire danskere er enige i, at æg er en god måde at blive mæt på ved kødfrie dage.
- 30 pct. mener, at æg er klimavenlige i høj eller meget høj grad, mens 33 pct. finder æg klimavenlige i nogen grad, og 29 pct. svarer ’ved ikke’. Det er oftere danskere ml. 60-70 år, der ser æg som klimavenlige ’i høj grad’.