Publikation, 01.november 2024

Danskernes opfattelse af blandings- og hybridprodukter

L&F sætter i denne undersøgelse fokus på danskernes opfattelse af blandings- og hybridprodukter.

I alt har 1.200 danskere svaret på spørgsmål om deres kendskab til, opfattelse af og købsintentioner i forhold til blandings- og hybridprodukter.

Blandings- og hybridprodukter, forstås som produkter, der er en blanding af 50 % kød og 50% råvarer fra planteriget. 

De vigtigste indsigter er:

  • Blandings- og hybridprodukter er generelt relativt ukendte for danskerne. Kun fire ud af ti danskere kender til blandingsprodukter, og kun én ud af fire har prøvet at købe sådant et produkt mindst én gang. Få kender til ”hybridprodukter” og en del forbrugere forbinder det umiddelbart med noget negativt, unaturligt og kunstigt.
  • Omkring halvdelen af danskerne mener ikke, at det er sandsynligt, at de vil købe et blandingsprodukt inden for det næste år. Kvinder og yngre forbrugere er generelt mere tilbøjelige til at overveje køb af disse produkter, mens ældre forbrugere og dem, der spiser kød dagligt, er mere skeptiske.
  • Halvdelen af danskerne ser produkter, hvor kød og grønt er blandet, som noget, der kan erstatte rene kødprodukter på tallerkenen. Mens de danskere, der spiser kød dagligt, er mindre tilbøjelige til at se blandingsprodukterne som noget, der kan erstatte kød. Omkring hver sjette ser dem som en erstatning for grøntsager. Danskerne over 50 år er mere usikre end andre på, hvad blandingsprodukter skal erstatte.
  • Ifølge danskerne kan fordele ved blandingsprodukter være, at de gør det nemmere at spise grønt, samt at de er sunde, bæredygtige og gør madlavningen nem. Der er dog bekymring omkring naturlighed og graden af forarbejdning.
  • For produkter med en blanding af kød og plantebaserede råvarer foretrækker danskerne konkrete og beskrivende navne. "50/50 Grønt og kød" er et populært navn, hvis det ikke specificeres, hvilke råvarer, der er blandet i produktet. Men jo mere specifikt og beskrivende produktnavnet er, des bedre bliver det modtaget. For eksempel foretrækker forbrugerne specifikke navne som "oksefars og svampe", hvis produktet er en blanding af hakket oksekød og hakkede svampe.
  • For at øge accepten af blandingsprodukter og fremtidig købelyst hos danskerne anbefales producenter at fokusere på tydelig kommunikation om ingredienser og fordele. Hold derfor fokus på naturlige og forståelige processer og råvarer fra naturens skatkammer. Enkle og klare produktnavne, der præcist beskriver både kød- og planteindholdet, kan hjælpe med at afmystificere produkterne og gøre dem mere attraktive for danskerne.

Læs analysen her