Publikation, 21.oktober 2026

Grillmåltidet er en veletableret del af danskernes madkultur

I august har Norstat gennemført en undersøgelse for Landbrug & Fødevarer, hvor 1.503 nationalt repræsentativt udvalgte danskere blev spurgt om deres grillvaner.

Analysen ser nærmere på, hvem der griller, hvornår de griller, hvad der typisk bliver lagt på grillen, og hvordan en klassisk grillmiddag i de danske hjem er sammensat. I analysen sammenlignes der med tilsvarende undersøgelser fra 2023 og 2025.

De vigtigste indsigter er:

  • 72 pct. blandt danskerne har grillet inden for det seneste år. Andelen ligger på niveau med 2025, og stabiliteten peger på, at grillen har en fast plads i mange danskeres måltidsvaner.

  • Grill er fortsat først og fremmest en sommeraktivitet, hvor 52 pct. af grillforbrugere griller mindst én gang om ugen, mens mere end halvdelen aldrig griller om vinteren.

  • Når man griller, er man sammen med familien og “bare os selv”. Otte ud af ti griller altid eller for det meste uden gæster. Niveauet er stort set uændret fra 2025, men markant højere end i 2023, hvilket tyder på, at grill er blevet integreret i familiens almindelige måltider.

  • Grillmåltidet er både velkendt og noget særligt. Smag og duft er de stærkeste associationer, men grill forbindes også med gode øjeblikke, fællesskab og afslappet stemning. Næsten halvdelen oplever grillmiddagen som hyggeligere end andre måltider.

  • I hverdagen bruger seks ud af ti højst 45 minutter på tilberedningen af grillmiddage. I weekenden bruger lidt over halvdelen mere end 45 minutter, og grillen får dermed forskellig funktion alt efter anledning.

  • De klassiske grillfavoritter står fortsat stærkt. Pølser af grisekød og kyllingebryst er de mest udbredte fødevarer på grillen. Brød, spareribs, hakkebøf, burger og grøntsager indgår også i det velkendte grillrepertoire.

  • REMA 1000 og Netto er de mest anvendte butikker til grillindkøb, men Bilka, Føtex og specialslagteren vurderes oftere at have det bedste udvalg.

  • Inspiration skal tilpasses både kanal og graden af involvering. Unge bruger oftere Instagram og TikTok, mens ældre oftere orienterer sig mod kogebøger og tilbudsaviser.

Læs hele analysen her