www.pixabay.com fotograf: Pen Ash

Publikation, 17.november 2025

Nyt marked i fokus – Australien

Vi kigger mod nye horisonter: I denne analyse rettes blikket mod forbrugere og madkultur i Australien – et nyt marked, vi ikke tidligere har undersøgt.

Mange af fødevareklyngens produkter eksporteres til lande både i og uden for Europa. Landbrug & Fødevarer sætter derfor løbende fokus på madkultur, holdninger og adfærd blandt forbrugere i andre lande end Danmark for at hjælpe fødevareproducenter med at tilrettelægge produktudvikling og markedsføring. I denne analyse rettes blikket mod forbrugere og madkultur i Australien – et nyt marked, vi ikke tidligere har undersøgt.

De vigtigste indsigter er:

  • Aftensmaden i Australien består typisk af kylling, ris, grøntsager, salat, oksekød og pasta, hvor løg og gulerødder er blandt de mest populære grøntsager. Kylling er den klart mest spiste kødtype - 67 pct. spiser det ugentligt - efterfulgt af oksekød med 51 pct. Kun én ud af ti australiere undlader at spise kød til aftensmad. 
  • Halvdelen af australierne spiser kød dagligt, mænd mere end kvinder. For 41 pct. af australierne styrer både kød og grøntsager måltidsplanlægningen, mens 35 pct. lader kødet bestemme menuen. 
  • 20 pct. af australierne svarer, at de spiser mindre kød end for to år siden, primært på grund af pris. Sundhed er den næst vigtigste årsag, mens bæredygtighed og dyrevelfærd rangerer lavere. Australien skiller sig ud med et markant lavere fokus på reduktion af kødforbrug og en højere andel, der spiser mere kød, sammenlignet med andre undersøgte markeder. 
  • Stigende fødevarepriser er australiernes største bekymring, efterfulgt af krig og miljøforurening. Kvinder bekymrer sig generelt mere end mænd, og bekymringen stiger med alderen. 
  • Halvdelen af australske forbrugere er begyndt at lave mere hjemmelavet mad i forhold til tidligere og forsøger i højere grad at undgå madspild. Derudover spiser 47 pct. sundere, 46 pct. sparer på vandet, og lige så mange køber flere fødevarer på tilbud. Tendenserne peger på en udvikling, hvor sundhed og økonomi får stadig større betydning for adfærd. 
  • Australiere er mest positive over for australsk mad, men mad fra New Zealand vurderes også positivt. Der er begrænset kendskab til danske fødevarer og deres kvalitet. 
  • Hver anden australier er enig i, at ‘at spise kød er en del af et sundt og godt liv’ og at de ‘spiser sundt det meste af tiden’. Bekymring for madspild ligger på tredjepladsen. Bekymring for klimaforandringer er ikke i top-5 for australske forbrugere. 
  • Direkte adspurgt viser halvdelen af australske forbrugere interesse for klima og bæredygtighed, mens mange kun har begrænset fokus. Økologiske fødevarer deler også vandene – 42 pct. værdsætter dem, mens en stor del ikke tillægger dem betydning. 
  • Samlet set fremstår Australien som en madkultur, hvor kød og sundhed er centrale elementer, og hvor pris har stor betydning. Klima og bæredygtighed spiller en mindre rolle i forbruget af fødevarer – dog med større vægt blandt yngre forbrugere end ældre.

Download hele analysen her