Kvinde i supermarked
Publikation, 07.november 2024

Shopper analyse om køb af kød til aftensmad

Landbrug & Fødevarer sætter i denne undersøgelse fokus på de danske forbrugeres indkøb af kød til aftensmaden.

I alt har 2.000 danskere svaret på spørgsmål om deres vaner forbundet med indkøb. Herunder er det 1.271 danskere, der inden for de seneste 7 dage har købt kød til aftensmaden i en fysisk butik. Undersøgelsen sætter fokus på disse forbrugeres indkøbsoplevelse, når de handler kød til aftensmad i de danske dagligvarebutikker, deres indkøbsadfærd samt planlægningsgraden af kategorien.

 

De vigtigste indsigter:

  • Ser vi først på udviklingen generelt, peger Kauza indkøbsdata på, at der er en stigning i danskernes indkøbsture i dagligvarebutikkerne. Danskerne besøger deres dagligvarebutikker oftere og oftere. I 2024 handlede den gennemsnitlige forbruger 216 gange på et år, svarende til lidt over fire gange om ugen. Der ses en tendens til, at discountbutikker vinder en større andel af alle indkøbsture, såvel som en større og større andel af den samlede værdi.
  • Kød er en meget planlagt kategori og langt størstedelen af deltagerne planlægger køb af kød til aftensmaden hjemmefra, inden de ankommer til butikken. Indkøbet starter derfor allerede hjemme hos forbrugerne.  
  • I Kauza’s indkøbsdata ser vi, at 17 pct. af alle indkøbskurve indeholder kød. Samlet udgør kød 8 pct. af den samlede fødevareomsætning i dansk dagligvarehandel. Indkøbskurve med kød er generelt større kurve med mange varekategorier. En gennemsnitlig dagligvarekurv har en værdi af 180 kr., mens en indkøbskurv med kød er på min. 296 kr.
  • Spørger vi deltagerne, hvor de sidst handlede, da de handlede kød til aftensmad, svarer flest Rema 1000, efterfulgt af Netto og SuperBrugsen.
  • Ved seneste køb af kød var det vigtigste for valg af butik, at butikken ofte har gode tilbud på kød, at man kan købe kød, som en del af deres almindelige indkøb, samt at det er nemt at finde præcist det kød, de ønsker. Yngre deltagere havde større fokus på pris, mens de ældre deltagere lagde mere vægt på den gode kvalitet, et lavt fedtindhold, samt at kødet er dansk produceret.
  • Hakket oksekød samt kyllingefilet var de mest populære kødtyper, den seneste gang deltagerne handlede kød til aftensmaden. Generelt er de hakkede kødtyper utrolig populære blandt danskerne. Kauza indkøbsdata viser, at hakket kød har været i vækst på tværs af kategorierne oksekød, grisekød og fjerkræ gennem de seneste fem år.
  • Når der skal handles kød til aftensmaden, er det vigtigste for forbrugeren for valg af butik, at de nemt kan finde det kød, de ønsker, at kunne finde kød på tilbud samt kunne finde rundt i gangene. Når forbrugerne skal vurdere det indkøbssted, hvor de senest har købt kød, bliver de generelt vurderet positivt. Forbrugerne mener at det er nemt at finde det kød, de ønsker at købe, at det er nemt at finde rundt i gangene, samt at kødet er placeret på en logisk og overskuelig måde i butikken. Dog kunne det godt være nemmere at finde kød med god dyrevelfærd i butikken.

Læs hele analysen her